Club Klondyke

... vi siger ikke hvem der spiller

2013


22.01.2013

  • Umatic
  • Yellow Bellies

Anmeldelse: Peter Arevad

Formand Ivan Pedersen bød velkommen og havde det store smil på, fordi der allerede på denne sæsonens første dag var solgt 60 medlemskaber.
Klubben fylder snart 10 år, og beviser dermed at konceptet sammen med den dygtige og engagerede bestyrelse, er noget der holder.
Første musikalske indslag var duoen UMATIC, bestående af søskendeparret Lukas og Mathilde Lunderskov, som passerede start i 2010.
Det var interessant at se opstillingen, som bestod af en Mac med tilhørende keybord af en art, og så et akustisk opretstående klaver, og det var betagende da Lukas skød elektronikken i gang og Mathilde satte sig til klaveret og løftede sin i særklasse skønne lyse sopran med en præcision og  indlevelse, som jeg er sikker på rørte hele forsamlingen.
Jeg var ikke fri for at tænke, at vi her står med en moderne Kate Bush, hvis første store hit ”Wurthering Hights ”, Mathilde med sikkerhed kan fyre af anytime.
Umatic leverede sine egne numre fra den netop udkomne VINYLPLADE ”Ashes & Diamonds ” med tilhørende download-kode. Igen et nyt/gammelt combo, som undertegnede absolut måtte erhverve.

Stor ros for de gennemtænkte temaer og dejligt anderledes nyskabte melodier, som gik meget fint i spand med teksterne. Absolut en top proffessionel duo, som det skal blive spændende at følge.

Andet og sidste indslag denne aften var bandet YELLOW BELLIES, som har været med siden midt 90’erne, og nu er aktuelle igen efter en længere pause. Tekster og melodier er hovedsagelig af gruppens karismatiske sanger Søren Esben Hansen, som er mindst 2m høj og dybt charmerende. Han har en overraskende varm og dyb stemme, som han styrer meget dygtigt og indlevende i de godt konstruerede og gennemarbejdede sange.
Teksterne alene er et studie værd og tager os med på en tur gennem kærligheden, storbyen og evigheden.
Rytmeguitarist Brian Aakjær Grimstrup har vist været med fra starten, og sammen med Peter Wendelboe Hansen på elguitar leveres en masse klart definerede og lækre variationer i samarbejde med den finske keyboarder,hvis navn vist nok er Jonas Berg. De to guitarister slider ikke deres mikrofoner op; men de leverer ind i mellem godt hørligt kor som support for Søren, som dog rigeligt fylder vokalafdelingen ud selv.
Stor stor ros til trommeslager Asger Møller og bassist Jesper Edvardsen som ligger sindsygt godt lige på beatet.

Som Ivan også pointerede, har bandet med stort held forenklet musikken, så de mange gode pop-rock sange fremstår klart og tydeligt. Fedt.

Endnu en gang gik vi glade og tilfredse fra en CK aften og glæder os til næste runde.

På gensyn, Peter Arevad


26.02.2013

  • Poul Krebs
  • Mette og Peter Markmann
  • Jacob Eriksen med band
Anmeldelse: Jimmy Schakow og Klaus Fisher

Formanden byder velkommen og fortæller at øllen denne aften er blandet af lidt af hvert, så det ikke “kun” er mændene der kan lide den, en tøseøl der har fået navnet Lager. (men den gled fint ned for alle, så det ud til)

Så kom Lars Kafton på scenen med lidt praktiske oplysninger om Club Klondykes 10 års jubilæum. Her var triste meddelelser for nogen og glædelige for andre, men lokalerne (og brandmyndighederne) sætter jo begrænsningerne for, hvor mange vi kan være om den gode stemning.

Formanden på igen, og introducere aftenens første navn: Poul Krebs, en kunstner der vel ikke behøver en større præsentation for af blive genkendt.

Poul Krebs er i skrivende stund allerede godt i gang med sin turne rundt I det danske land.

Stemningen var på plads fra start, og fra salen blev der spurgt om man matte komme med ønsker, Poul svarede med en humoristisk jysk klang, JA, men det var ikke sikkert at de gik I opfyldelse J

Under Isen var en nærmest magisk start, undertegnede havde en klar fornemmelse af, at alle I salen var klar og ville have mere, og det fik vi så. I alt 12 dejlige Poul Krebs sange pakket ind I herlige historier fra Krebsens liv. Optakten til Onkel Huberts sang: En klog gammel mand, affødte aftenens bemærkning: Hvis ikke brystvorterne bliver en lille smule hårde, så kan du godt drop det! Fremhæves skal helt klart også a capella versionen af Brudebuketten, kanon vokal fremførelse. Ingen tvivl om at alle nød musikken og det blev  absolut ikke ringere af at Poul lånte Jakob Eriksens Koldstart, og til det afsluttende nummer (gen)omdøbte dem til Combardos. En gennemført præstation ;)

På kom formanden igen og annoncerede at der stod en lille pige i bondekjole fra landet, son gerne ville låne scenen.  Hun var nu ikke helt så lille endda, og serverede en kop kaffe til Hans Edvard, som de fleste nok sent vil glemme J Så sprang Mette Marckmann ud af bondekjolen og fik selskab af en guitarspillende Peter Marckmann på scenen, og så fik vi en Klimakterie Blues. Et dejligt anderledes og sjovt indslag inden pausen.

Så præsenterede formanden Jakob Eriksen & Koldstart, som den 7. Marts holder reception på Café Stardust, for deres nye cd ANTARCTICA, som vi denne aften var så heldige at få en forsmag på. Og sikken en forsmag vi fik, fra et særdeles velspillende band, ingen koldstart der….I forgrunden Jakob Eriksen (tidligere Shirtsville forsanger), der med sit tekstunivers nærmest fastholdt os alle i et jerngreb til sangene var færdigspillet. Et til tider tungt og dybt mørkt tekstunivers, der måske ikke falder i allemands smag, men helt klart giver stof til eftertanke!

Skulle nogen have glemt hvad det er vi savner i dansk sangskrivning, så lyt til Tusinde Violiner
(Citat, Steffen Brandt)

Tror også vi alle har oplevet vores egen Tændstikmand på et eller andet tidspunkt i livet, jeg kan ikke selv fraskrive mig en onkel eller to, der havde en nærmest fanatisk trang til at fyre krudt af J

Igen en aften i Club Klondykes lille oase, hvor man går ophøjet og beriget hjem.

Vi glæder os til næste gang….


10.03.2013 10 års Club Klondyke jubilæum

  • Carsten Spekkers
  • Jens Lysdal Trio
  • Peter Busborg band
  • Miriam Mandipira med husbandet
  • Moonjam
Anmeldelse: Michael Quvang

Søndag var det Britt Awards på TV og mandag aften gjaldt det så Club Klondyke’s 10 års jubilæum i lidt mindre men ikke desto mindre meget hyggelige og intime omgivelser i Krudttønden på Østerbro i København. De to begivenheder har umiddelbart ikke noget med hinanden at gøre, men så alligevel… har de måske. I hvert fald er der nogle forskellige faktorer som er gennemgående for begge events og grundmaterialet i form af god sangskrivning og performance og det gælder hvad enten man hedder Justin Timberlake, Taylor Swift, Jens Lysdahl, Peter Busborg, Miriam Mandipira eller Morten Kærså.

Mandag aften havde vi fornøjelsen af de fire sidstnævnte og de levede til fulde op til deres internationale kollegaer. Jens Lysdahl lagde først fra kaj med den sublime ’Easy Heart’, en smuk americana med strejf af tidlig Tom Waits og flot velsunget og spillet (guitar) af manden selv. Senere fik vi den Leonard Cohenske ’I Should have Danced’ også en af anmelderens favoritter. Lysdahl blev akkompagneret af noget så umoderne (eller er det netop trendy…!) Violin, banjo og… sav ved den fremragende instrumentalist Bjarke Falgren. Til sidst i sættet løftede Jens Lysdahl sløret for en anden side af sig selv med fortolkningen af Woody Guthrie’s ’Jolly Banker’, den blev på dansk til ’Jeg er din glade bank mand’. Og hvilken version, publikum i Club Klondyke er ikke alene musikalsk funderede men også med en social og samfundskritisk indstilling, og så kan de synge fællessang. Og det er netop hvad protestsange bygger på, og her har Jens Lysdahl en pointe og et publikum, selvom den vel nok mest var ment som en joke, så var det velgørende at høre og opleve og ærlig talt så mangler vi nogen til at løfte arven fra Cæsar og John Mogensen. Kom igen Lysdahl.

Næste stjerneskud var Peter Busborg. Og hvilken stjerne og vokal. Manden kan bare synge, så der ikke er et sæde tørt. Busborg er indbegrebet af soul på dansk med et stort pop i ascendanten. Jeg tænker sort/hvid soul ala Daryl Hall, Lionel Richie, men Busborg er bare helt sin egen og han funklede klart mandag aften. Flankeret af et par stålsatte og sikre sidemen Lars Krarup og Helge Solberg og med Henrik Askou bag gryderne samt Dan (Hammond) Hemmer blev der serveret en solid backing som specielt på Dylans Be My Baby fik mig til at tænke på Sly and Robbie i deres velmagtsdage. Igen var det helt klart, at vi i Danmark ikke står tilbage for vores internationale kollegaer, og hvor var det skønt igen at opleve Lars og Helge sammen på en scene, de gamle bagsæde drenge kan bare deres ting. Men bedst af alt var det at opleve Peter Busborg håndtere sit instrument, vokalen. Uden tvivl én af de bedste vi har her hjemme og på en nok så kold og blæsende aften i marts følte jeg mig på et tidspunkt hensat til klitterne på stranden syd for Hornbæk havn i selskab med Busborg i rød og hvid stribet t-shirt, masser af bikini klædte sommer babes, Jolly Cola og gode vibes. Busborg, op på den hvide hest igen, få en haircut og en stylist og lad os se dig erobre nyt land igen. Hvis nogen kan, så er det dig!

Ovenpå Busborg lidt korte sæt kom så Miriam Mandipira. Et helt nyt navn og ubeskrevet blad for denne anmelder. Men er det ikke netop det Club Klondyke kan, finde nye navne, spirende talenter før vi andre branche folk kender til dem. Det tror jeg nok, og her har Club Klondyke virkelig sin berettigelse på den danske musikscene. Talent udvikling er måske så meget sagt, men talent spotting er også vigtigt, og det kan Club Klondyke. Bedst eksemplificeret med Miriam Mandipira’s optræden mandag aften. Hvilken gudsbenådet sangerinde, hvilken indlevelse og professionel approach til repertoire og musikere som bestod af Club Klondykes husorkester Søren Skov - Keys, Steen Larm Rasmussen - Trommer, Martin Stender - Guitar og Thomas Fog - Bas). Fedt hold og de lå bare så steady og laidback lige bag ved Miriam. Jeg håber meget at vi kommer til at høre mere til denne konstellation og Miriam også gerne kommercialiseret….

Aftenens sidste optræden og grande finale stod Moonjam for. Og ord er næsten overflødige for oven på en gennem-musikalsk aften, blev der bare sat trumf på. Man troede det ikke muligt, men det skete bare. Og selvfølgelig skete det bare, for her har vi bare at gøre med nogle af de absolut bedste musikere i Danmark: Morten Kærså, Mikkel Nordsø, Rasmus Kærså, Jens Hack og …. (trommeslageren Jytte) behøver ingen nærmere præsentation, det er bare folk som kan deres håndværk til fingerspidserne. At Moonjam så også har et nok så omfangsrigt katalog af ørehængere og groovy sange (Bag de blå bjerge, Sarai, Gennem Ild og Vand, Midsommernat, Shaida med mange flere) tænker vi måske ikke så meget over til dagligt. Men når de bliver serveret på stribe i en times intensiv koncert optræden bliver det bare cementeret fast. Moonjam har det hele i form af gode sange, stage performance gennemsyret og ekstrem musikalitet, swing, spilleglæde, empati og smittende humør.

Tak for en fantastisk og god aften til Lysdahl, Busborg, Miriam, Moonjam, formand Ivan P. og andre medvirkende, medarbejdere og støtter til Club Klondyke.


17.04.2013

  • Laura Illeborg og Channe Nussbaum
  • Thorbjørn Risagers House Rocking Band
Anmeldelse: John Halse

’Let the good times roll’

Ja, the good times did really roll i Klondyke d.17. april 2013.

Aftenen var, som sædvanlig fristes man til at sige, smukt sammensat med først en stille og meget ’feminin’ del, efterfulgt af noget meget råt, svedigt, rockkende, bluesy og bestemt også maskulint udtryk.

Laura Illeborg og Channe Nussbaum stod for det feminine. De præsenterede er række smukke sange fremført på fineste tostemmige vis. Det handlede om kærlighed, svigt, glæde og forventning. Ofte tilsat humor og ironi. Andre og bedre backingmusikere, end de to som Illeborg og Nussbaum medbragte ville dog ganske givet have løftet dette sæt gevaldigt.  

Anden del repræsenterede et - mildest talt – ganske andet udtryk. Her stiftede mange af tilhørerne for første gang bekendtskab med Thorbjørn Risager. Og alle fik vi ’benene slået væk’. Det var blues, det var rock, ja det var også sine steder jazzy. Det var musik af højeste karat. Et totalt sammenspillet band: bas, guitar, trommer, trompet, tenorsax og ikke mindst Risager selv på guitar (hallo var B.B. King lige forbi?). Tilsæt her Risagers i dansk – og dybest set også international sammenhæng helt unikke stemme og man har et musikalsk udtryk, som er i en liga, hvor vi kun finder fx Mike Andersen.

Vi har her et band, en sanger og komponist om hvem, man kun kan stille spørgsmålet: Hvor længe får vi lov til at beholde dem herhjemme?

Det var stort og undertegnede har dårligt fået armene ned endnu! Skulle det stå til mig skulle Thorbjørn Risager og band spille i Klondyke hver måned og tre timer til julearrangementet.


16.05.2013 Ekstra arrangement på VEGA arrangeret i samarbejde med Københavns Kommune

  • The Big Band med solister
    • Miriam Mandipira
    • Veronica Moerwnawn
    • Bobo Moreno


28.05.2013

  • Ole Kibsgaard og Kaya Brüel med band
  • Waiting for Janis


20.08.2013

  • Everybody's Talking
    • Billy Cross
    • Jimmy Colding
    • Lars Maasbøl
  • Stiff Underlip
    • Jørgen Laurvig m.f.
Anmeldelse: Anne Spile

Endnu en forrygende aften i Club Klondyke fandt sted på denne skønne august aften.

Efter velkomst af Ivan og opfordring til at undertegnede skulle sørge for anmeldelse af aftenens musik var det bare med at finde pen og  diverse papirlapper, boner mv. til at grifle noter ned.

Aftens første indslag var ingen ringere end Everybody´s Talking med Billy Cross, Jimmy Colding og Lars Maasbøl.  Jeg har haft fornøjelsen at se de tre herrer et par gange tidligere og blev heller ikke skuffet denne gang. Første nummer med de skønne harmonier:  ”Helplessly hoping ” af Crosby, Still & Nash lagde tonen an. Derefter  fulgte The Beatles  ”I´ve just seen her face”, Paul Simons ”Kodachrome”, Det  smukke ”I drove alle night ” var stemningen lagt. Ind imellem blev der fortalt ”røverhistorier” om beduinen fra Farum, timeprisen for en babysitter og om regnbueis Triccolore: Billy = vanilie. Mosby = lyserød og Jimmy = brun.

Efter veloplagte Eagles numre, Ten CC ” I´m not in love” sluttede de af med en flot udgave af Pink Floyd´s”With you were here”.  Tak for en skøn koncert og på gensyn. 

Efter pausen kom Stiff upperlipp på scenen. Bandet spiller britisk rock fra perioden 1964 – 74. Den spansk-talende journalist Jørgen Laurvig på guitar og de øvrige medlemmer spillede forrygende udgaver af bl.a. ”Good times, bad times” af Led Zeppilin. ” Substitute” – the Who. Herefter fulgte “all day and all of the night”  af the Kings, Deep Purples “Black night” Animals “We gotta get out of this place og “Lokomotive Breath” af Jethro Tull. Ivan sprang derefter op på scenen og sang en forrygende udgave af Deep Purples ”Strange kind of woman”. Herefter en hæsblæsende udgave af ”Pinball Wizard” (The Who)

Efter ekstranummeret Honky-tonk woman (Stones) var det tid til at sige farvel i Club Klondyke.

Mange musikhilsner

Hanne Spile


16.09.2013

  • Arte Flamingo
    • Thierry Boisdan
    • Catherine Vigh
  • Big Basco Band
    • Emil Pernblad
    • Anders Pedersen
Anmeldelse: Kaare Lyngsig

Nu hvor sommeren går på hæld, og øllet ikke står og bliver surt i kælderen, mødtes vi alle igen til en spændende aften i Krudttønden.

Formanden indledte med den sørgelige meddelelse, at Lasse Karlsson  ikke længere var iblandt os, og vi mindedes i stilhed Lasse.  Æret være hans minde.

Det første sæt på scenen var Arte Flamenco, en flamencogruppe anført af den spanske sanger Thierry Boisdan, akkompagneret af  Emil Pernblad  på klassisk spansk  guitar, ”trommerne” blev betjent af Anders Pedersen og selve dansen med hæletramp og sving i skørterne blev udført af den overordentlig nydelige Catherine Vigh. Det var en fryd for både ører og øjne at overvære dette klassisk spanske arrangement vekslende mellem det fyrige og det melankolske.

Andet sæt var folkemusikgruppen Big Basco, hvis man da kan kalde en sådan sammensmeltning af jazz/folkemusik med klassiske undertoner baseret på en cocktail af nordisk/skotsk-irsk-engelske ballader for folkemusik. Det var en gruppe med et stort musisk humør, som man ikke kunne undgå at blive glad af at høre på. Den sære blanding af instrumenter spændende fra violin- viola-mandola- citar- harmonika-trombone- flygelhorn- valdhorn til tuba, gav en helt særlig stemning.


21.10.2013

  • Anette Bjergfeldt Band
  • Peter Belli med band


13.11.2013

  • Tobias Trier og Manifest (som er):
    • Alice Carreri
    • Marie Louise von Bülow
    • Mads Bredes
  • Kira Skov med band (som er):
    • Nicolai Munch-Hansen
    • Simon Toldam
    • Oliver Hoiness
    • Knut Finsrud
Anmeldelse: Jørgen Laurvig

"En aften i dur og mol" lovede Ivan Pedersen i sin indgangsbøn til aftenens program. Og selv om han var ivrig efter at understrege sin pointe med henvisninger til aftenens andet hovednavn Kira Skov, overholdt han dogmeregelen om at en kunstner er hemmelig, til de står på scenen.
Men efter koncerten var pointen blevet mejslet ud i den dybe afgrund, der skiller Manifests og Kira Skovs udtryk, og gjorde aftenen spændende og overraskende ud over det sædvanlige - selv i Klondyke-sammenhæng.

Tobias Trier lagde ud med sit nye projekt, gruppen Manifest sammen med guitarist og sanger Alice Carreri, bassist og sanger Marie Louise von Bülow og trommeslager og sanger Mads Bredes,
At alle fire synger er netop ét af Manifests dogmer. Ingen synger solo på noget tidspunkt.
Alt skal håndspilles er et andet dogme, og forbud mod digitale effekter et tredje.
Hvide skjorter og tynde sorte slips er det fjerde dogme med klar reference både til tressernes uniformerede pigtrådsbands, men også de postmoderne 80´er-90´er bands leg med rockoutfittet.
Alt i alt et klart budskab om at her er et band, en kvartet, et kollektiv, der både trækker på traditionen, men også vil være (post)moderne.
For Tobias Trier er Manifest et forsøg på at bryde med solistrolle - men alligevel er der noget umiskendeligt Tobias Trier over hele projektet.
De enkle guitarriffs og poppede melodier bliver holdt i stramme arrangementer tilsat Triers finurlige og tungen-lige-i-munden tekster, krydret med Triers huggende, kantede og staccato guitarsoli.
Tobias Trier stillede sug klædeligt ud i den ene side af scenen og overlod det centrale rampelys til Alice Carreri, der med sødmefyldte smil choppede riffs på sin lyseblå Fender Telecaster og sjal sin del af opmærksomheden, mens Marie Louise von Bülow og Mads Brendes lagde en på én gang sej og konstant accelererende bund, lidt a la Talking Heads i bandets funky periode.
Der var da også funky riffs i sange som "Nok Af Dig" og "Væk Fra Min Kærlighed", mens der var tungere rockklodser i "Herfra Til Morgengry" og "Se Hvad Der Sker". Men ellers gik det over stok og sten - for ordet "fest" er jo en del af "Manifest", og Troels Trier og trommeslager Mads Brendes havde da også ambitioner om at lave et partyband, da Manifest blev født.
Mens energien og lysten til at underholde intet fejlede, blev nogle af dogmerne i længden en spændetrøje:
Det koster noget i spændstighed og udtryk, nåre der hele tiden skal være to forsangere.
Mange af Troels Triers tekster bliver næsten knækprosa-agtige, når de fremføres i nydeligt afstemt duet, hvor lidt humor og skæve fraseringer i sangafleveringen kunne bringe selv de svagere tekster i mål.
Det stod klart, da Manifest spillede Troels Triers solokarrieresang "Jeg Drak Af Din Kop" som ekstranummer, hvor han sang alene i front.
Og mange af sangene minder faretruende meget om hinanden - desuden er de enkelte sange så korte, at mængden af sang i sig selv kan blive en svaghed..
Så faren for Tobias Trier er, at forsøget på at slippe for solistens spændetrøje nu bliver afløst af bandkonceptets spændetrøje.
Men Manifest havde kun én CD og få koncerter i bagagen til aftenens i Klondyke. Så de har stadig alle chancer og muligheder for at blive et af landets fedeste partybands med originalrepertoire - hvis de tør slække lidt på dogmerne.

I Pausen burde Ivan have overladt scenen til John Cleese fra Monty Pythons legendariske overgangssætning mellem to sketcher: "And now for something completely different..."
For ud over nationaliteten er der ikke ret mange fællesnævnere mellem Tobias Trier og Kisa Skov anno 2013.
Kira har taget rejsen fra udadvendt rockchick i stramme læderbukser med The Kindred Spirits til indadskuende mørkesanger på 11 år.
Med et kuldsejlet parforhold til en voldelig mand, en sejr over kræften og nybagt mor på cv´et behøver Kira ikke længere råbe, at hun er sej. Nu kan hun hviske det.
Så ingen er i tvivl.
Den på en gang dystre og luftige tone fra hendes seneste album i eget navn "When We Were Gentle" blev serveret i en intens og intim koncert med Kira som det inddiskutable centrum for sit kongeniale band: ægtemanden Nicolai Munch-Hansen på bas, kor og som medkomponist, Simon Toldam på tangenter, Oliver Hoiness på guitar og Knut Finsrud på trommer.
Også hos Kira Skov er der koncepter: bandet bruger bedagede instrumenter som Phillips Orgel (!), Juno-60 synthesizer og analog effekter på en gennembanket Fender Jazzmaster guitar for at skabe en særlig skramlet atmosfære i nær familie med engelske grupper som Portishead og Soulsavers. På den nye cd forstærkes stemningen af PJ Harveys sideman John Parish som producer.
De fire musikere lagde det ene hullede, farverigt broderede, nikotinmættede og falmede lydtæppe efter det andet for Kira Skovs fødder, og hun betrådte dem med et karisma som de færreste af hendes sangerindekolleger når til stiletterne.
Med en Beth Gibbons-lignende (Portishead)  lavmælthed og et næsten Joan Baez-agtigt vibrato i det høje register er Kira Skov en enestående fortolker af sit eget mørke og selvransagende sangunivers.
Titelsangen fra seneste CD og countrysangen fra helvede "Break Free, Irine" satte tidligt i koncerten en høj standard, der blev fulgt op af en sang fra Kiras samarbejde med Peter Peter og en skarp version af Nina Simones "Four Women".
Høj, høj klasse.
Som det da også viste sig lidt svært for bandet at holde hele koncerten igennem. Det klare fokus på stemningen i sangene og den dybe koncentration i afleveringen hæmmede måske bandet i at give slip og spille sig helt ud.
For trods Kiras intensitet og nærvær, kneb det med at få musikken ud over scenekanten. Nu var aftenen i Klondyke da også en slags uofficiel generalprøve for netop denne besætning og dette repertoire før en mindre tourné. Og der er ingen tvivl at  der venter publikum en stor oplevelse rundt om i landet - ikke mindst hvis bandet begynder at slippe materialet fri.


09.12.2013 Jule- og sæson  afslutning

  • News
  • Husbandet
    • Søren skov
    • Thomas Fog
    • Steen Larm Rasmussen
    • Martin Stender
  • Solister der sang med husbandet
    • Miriam Mandipira
    • Peter Busborg
    • Anne Morillo
    • Henrik ?
    • Tine Schou
    • Michala Broucetti
    • Mikael Mølhede
    • Ivan Pedersen
Anmeldelse: Klaus Fisher og Jimmy Schakow

Formanden gik på scenen og bød velkommen til et af firsernes store band, NEWS i en 2013 konstellation med en super velsyngende Nadia Stein i front. Der blev spillet en masse af de gode hits, som vækkede minder i salen, hvor publikum kvitterede ved at synge med, specielt under Crazy Lazy City og de to ekstra numre var der gang i den.

Inden andet sæt gik i gang, var det tid til at overrække en lille gave til de frivillige hjælpere, som yder en kæmpe indsats hver gang Club Klondyke slår dørene op.

Andet sæt startede med at formanden kaldte de enkelte solister på scenen til præsentation, og til at synge et vers af den mest solgte singleplade nogensinde ”White Christmas”, skrevet af Irving Berlin i 1941.

Herefter gik det over solosang, duetter i fin stil, inden vi sluttede af med et brag af en fælles sang ”Let the good times roll”, endnu en fantastisk aften i Club Klondyke var forbi og som altid sluttede det hele for hurtigt.

Vi glæder os til 2014 hvor der helt sikkert bliver budt på nye og gamle musikalske oplevelser i dejligt selskab.

GOD JUL OG GODT NYTÅR