Club Klondyke

... vi siger ikke hvem der spiller

2012


23.01.2013

  • Billy Cross og Aske Jacoby

  • Christina von Bülow med trio

    • Thomas Frank, tenorsax

    • Frands Rifbjerg, trommer

    • Jonatan Bremer, Bas

Anmeldelse: Asger Wenck - Se Linda Tangaa's anmeldelse nedenfor

En fantastisk aften, hvor Club Kondyke viste sig fra sin allerbedste side. Selvfølgelig er smag og behag forskellig, men her blev åbnet et par døre til sublim musikaitet og ekvilibristisk udførelse, og uanset om musikken faldt i ens smag eller ej, kunne man glæde sig over den mesterlige håndtering af instrumenterne, - og hvis musikken så faldt i ens smag, gik det hele op i en højere enhed!
Aftenens første indslag i det grå guld, var de to rutinerede guitarister Billy Cross og Aske Jacoby. De to sølvræve har spillet med alt hvad der rør sig hhv. internationalt og nationalt gennem et helt liv. Billy har spillet på Woodstock med bandet Sha Na Na, har spillet med Hair på Broadway, med Meat Loaf, en stor mængde amerikanske musikere, hvor Bob Dylan nok er den mest kendte. Billy har medvirket på to Dylan plader, - ja det var grammofonplader, - Long Playing…
Ud over det har Billy stået bag et utal af musikproduktioner. I dag spiller han med Everybodys Talking, The Trio from Hell og så selvfølgelig Billy Cross Band.
Aske kender vi fra News, CV Jørgensen, Sanne Salomonsen, Thomas Helmig, Danseorkestret lidt soloalbums og så er han en meget brugt studiemusiker.
Musikken denne aften blev leveret i en hyggelig intim stemning med lidt anekdoter og drillerier undervejs. Billy er så upåvirket af sin internationale karriere og nedtoner med sit rolige afbalancerede væsen ganske sin egen stjernestatus.
Nå, nu må det vist handle om musikken.
Begge musikere leverede varen med solidt afsæt i den amerikanske blues og rock tradition. Billy passede butikken på sin akustiske guitar, mens Aske lavede lækre fills og soli på sin Chandler. Fantastiske rejser ud i en uudtømmelig idéverden om hvordan toner kan sættes sammen i forhold til hinanden og med en rytmik og time, der er i topklasse. De spillede egne- og covernumre og dykkede ned i hinandens store bagkatalog. De to musikere klæ’r hinanden rigtig godt, - det eneste man kunne savne var at rollerne på instrumenterne blev byttet lidt undervejs. Når man ved hvad Billy har i sine fingre, kunne det have været fantastisk at høre også.
De to musikere måtte selvfølgelig tilbage på scenen til et ekstranummer.

Anden halvleg denne aften skiftede ganske genre, - også ret meget i forhold til hvad vi plejer at møde i Club K. Der var dømt jazz, - og hvilken jazz. Helt fantastiske musikere, der bevæger sig i et helt andet tonalt univers end vi er vant til. Musikerne var Christina von Bülow på sin altsax. Christina har fået undervisning af koryfæer indenfor jazzmusikken som Lee Konitz og Stan Getz hjemme hos ham selv i Malibu kort tid før hans død. Christina har spillet med mange andre kendte navne og har modtaget en del priser for sin musik. Endvidere medvirkede med stor musikalsk indleven Thomas Franck på Tenorsax, Jonathan Bremer på kontrabas, - spået en stor fremtid af Ivan ved introduktionen, og det må man sige at han levede op til. Der blev virkelig danset fingerdans på bassens gribebræt! Kvartetten blev sluttet af med stor sikkerhed bag trommerne ved Franz Rifbjerg, der i øvrigt spiller med Aske Jacoby i anden sammenhæng.
Denne kvartet fungerede rigtig rigtig godt, og at dømme på publikums klappen både efter soli og efter numrene, faldt det i alles smag med dette lille jazz-pust i musikklubben.

Jeg havde i hvert tilfælde en fantastisk aften sammen med mine ører og de vidunderlige musikere i begge sæt.

Endnu en overraskelse fra Club Klondyke…

 Ærbødigst Asger

 

Anmeldelse: Linda Tangaa

Da vi var ca. halvvejs inde i første koncert med Aske Jacoby og Billy Cross blev jeg instrueret i at skrive anmeldelse.
Det kan gøres kort : Pragtfuld musik; country/blues/rock/ballader.
De 2 kan jo absolut det hele!
Jeg fornemmede der undervejs i koncerten kørte en slags konkurrence i at afslutte diverse musik numre fedest muligt.
Der blev også givet plads til en anmeldelse af ”vores” øl af Aske Jacoby;  og han syntes at den var god naturligvis!
Et ekstra nummer fik vi også.
Jeg har en kogebog af Billy Cross ”Mit Amerikanske køkken” Det kan han også. Den kan anbefales, er meget brugt. Får straks lyst til Hero’es.

Så nåede vi til anden del.
Christina von Bulow og Thomas Frank på tenorsax
Frands Rifbjerg på trommer
Jonatan Bremer på bas.

Den Danske jazz superliga blev der sagt.
Forrygende dygtige musikere, men jeg har slet ikke forstand på jazz, så jeg giver ordet videre... 

Tak for endnu en pragtfuld aften



    28.02.2012

  • Ashton Lane

  • Wonderbrazz

 

 

Anmeldelse: Finn Andersen og Jørgen Segall

 

Der var tørt krudt i Krudttønden til koncerten tirsdag aften. Et brag af en aften.
Club Klondyke havde denne aften gjort et scoop, ved at få den skotske gruppe Ashton Lane (opkaldt efter en sidegade i West End i Glasgow) til at optræde. Det var deres eneste optræden i København, derefter går turen til Jylland, Norge og Tyskland.

Da det hele startede og de slog tonen an, var der en tanke der gik igennem anmelderen, de lyder som det amerikanske band Lady Antubellum. Det viste senere at have hold i virkeligheden, det var deres store forbilleder, og de havde i efteråret, væres sammen med dem i Nashville.

Deres musik er inspireret at koncertaktuelle James Taylor (Tivolis koncertsal i sommer) og Carol King. James Taylor og Carol King udgav et Album sammen i 2011)

Musikken denne aften var en country inspireret sing-songwrigter tradition, men nogle fantastiske harmonier. De har udgivet 3 Albums, alle produceret af Graeme Duffin, som er sangerindens far og tidligere medlem af Wet Wet Wet (Love is all around – gammelt Troggs nummer, som kom med i filmen Notthin Hill og solgte 1,5mill.)

Udover deres egen musik, spillede de Marvin Gaye – I heard it through the grapewine, ikke et øje var tørt, blandt Klondykes publikum.

Til sommer udkommer deres nye album, som har fået en mere kommerciel lyd og tilsat mere strøm.

Det hele sluttede med et ekstranummer – LadyAntubellum nummeret – And I need you now.

Det var en fantastisk indledning til aftens koncert.

 Pauser har det med at være vigtige. Vi i Klondyke elsker dem, der bliver tid til at tale, tanke op, og gøres os mentalt klar til det næste indslag, som Ivan ville sige – nu til noget helt andet.

Det skete også denne aften.

WonderBrazz

 Hvad er nu det for noget, dette energibundt af rigtige mænd, med masser af horn, trommer og et gammelt hammondorgel.

Gruppen har udgivet en række Albums. Spillet over det meste, optrådt med rappere, så det blev en utrolig spændende aften. Musikken spænder vidt over Bebop, New Orleans, funk, soul og R+B.

Jeg så for mig en optog i New Orleans, med en masse sorte der vandrede ned af gaden med en dame med  paraply forrest efter fuldt af en kiste, og sørgende mennesker. En anden tanke var at Dr. John ikke har levet forgæves, et øjeblik troede jeg, det må være ham ved tangenterne.

1½ time i fuld opskruede tempo, man blev mere og mere høj af den musik som disse kompetente drenge præsterede. De prøvede at blæse os ud af krudttønden – den gik ikke. Det var et højlydt brag af et 2´sæt.

Helt igennem en god aften. Det lover godt for sæsonen.

 Finn og Jørgen



  • 19.03.2012

  •  

  • Stanley Samuelsen (Færøerne)

  • Amalie Riis

  • Jens Lysdal Band

    • Jens Lysdal, Guitar

    • Bjarke Falgreen, Elektrisk violin

    • Anders Pedersen, Cahun

    • Thomas Vang, Bas

Anmeldelse: Pia Lyngste

HELE 3 TING PÅ EEN GANG
Noget om en  anderledes Klondykeaften i  et sjældent oplevet tempo, som gav ro i sjælen. En aften,  hvor musikken var sproget og en aften, hvor vi kom til Færøerne, Århus, Sverige og Danmark...

STANLEY SAMUELSEN (Færøerne)

Det var emotionelt, melankolsk, poetisk med både lyse og mørke toner, rørende og delikat , ja...man blev stemt til eftertanke…
Det er ikke sådan med alle de stemninger . –  super  Fingerspitzgefühl  var der masser af.
Stanley  brugte selv  ordene, før han spillede sin egen version af en begravelsessang fra  hjemlandet Færøerne. Traurigt og meget flot.

AMALIE RIIS (Århus)

Derefter fulgte den meget unge og mere sprudlende Amalie Riis , en  sing a song writer, som debuterede for 10 år siden i Klondyke.
Der  var meget ” hjerte og smerte” . Amalie medbragte - sagde hun -  ”mælkebøttefornemmelser”. Vi var krudt og hun var ukrudt!!....ja ….. men hun  er da bestemt af den kønne slags, som man plukker og sætter i vaser.

Vi oplevede Amalies  mundharpedebut-, man blev da helt forbløffet over hvor sjovt og svært det var. Det var så i Klondyke, vi hørte det for første gang... Det gav  munterhed  og let stemning.

Det er ikke sådan med alle de stemninger.  Fingerspitzgefühl….. det var svært, der skal øvelse til med både guitar og mundharpe.
 

Aftenen sluttede helt  forrygende  med  JENS LYSDAHL og BAND (Sverige og Danmark)
Det blev en oplevelse, hvor musikken var sproget, stille, diskret, indsmigrende, uimodståeligt, rørende, bragende .ja…bare det hele.
Vi kom rundt om mange genrer. Der var  ”3 hvide duer”, ”Ode til Sverige”, Cornelisfortolkninger der virkelig rørte ….ja….. jazz, pop, folk, rock…

Fantastisk at opleve , hvordan musikken kan binde sammen, både hos musikere og hos publikum. Alle gav deres til,  at vi fik en fantastisk finale på en anderledes aften. KVALIFIK MUSIK.
Alt blev spillet med  stor og smittende  glæde og var en nydelse fra ende til anden.

Det  var stemningernes  aften, hvor man  gik opløftet hjem og følte , man var blevet forkælet endnu engang med balsam for sjælen og nydelse for ørerne.

Det er bare sådan det er med alle de stemninger
STOR  TAK for en oplevelse der rørte mig.

Pia.



25.04.2012

  • Morten Remar med band

    • Morten remar, guitar, vokal

    • Jens fredslund, trommer

    • Jens Runge, guitar

    • Henrik Irgens, bas

    • Daniel ?, keyboard

  •  

  • Dodo & the Dodos

    • Dodo Gad, Vokal

    • Jens Rud, vokal og percussion

    • Lars Thorup, trommer

    • Steen Christiansen, guitar

    • Anders Valbro, guitar

    • Thomas Fog, bas

    • Rune Holberg, bas i 1 nummer

 

Anmeldelse: Winnie Henriksen

”Når poppen bliver voksen”

Aftens tema i Club Klondyke var ”Når poppen bliver voksen”.  Undertegnede anmelder hører til samme generation som aftenens udøvende musikere, og med aftenens musik i erindring, kan jeg kun sige, at det er godt at blive voksen!

Første indslag denne onsdag i Club Klondyke var Morten Remar & band. Jeg kender Morten Remar blandt andet fra hans tid i Back to Back, og han er at kende i hans musik.
Morten Remar og Band spillede numrene fra det nye album: ”In person” som, hvis nogen skulle være i tvivl, udkommer d.7 maj 2012!  Det er jo en luksus, at kunne påberåbe sig at være de første, der hørte det. Det var skøn musik!  
Første nummer: ” Is the heart the place”, var skrevet af Mortens far. En meget smuk tekst med meget smuk musik. Herefter kom ”Beautyful You”, som er udkommet på single. Den var et hit, og jeg kan godt forstå, at den er teaser til albummet. En ørehænger.
Vi blev guidet igennem et skønt album, og det var en fornøjelse. Et nummer, som gik særligt ind hos mig, var ”That´s why I love you”, som sluttede med en fed solo med Jens Runge. Jeg har netop hørt, at ”In person” er ugens album i P4 fra d. 7. maj 2012, og ser frem til at høre numrene igen.
Der er en lethed i Morten Remars stemme og musikken, som gør at man tror på alt skal nok gå – også selvom teksterne er triste. Melodierne går op ad, og man bliver ”glad i låget” – hvis nogen forstår? Morten Remar er blevet voksen, men han er stadig Morten.

Og hvornår kommer albummet????  DEN 7 maj 2012.

Føljetonen i ”Når poppen bliver voksen” var til stor glæde og overraskelse Dodo and the Dodos. Her blev vi indført i nye arrangementer af de gode gamle numre. Bandet skiftedes til at præsentere numrene, og det var meget underholdende.

Dengang (og i mange forskellige sammenhænge og stadigvæk) springer folk på dansegulvet, når Dodo and the Dodo´s musik flyder ud af højtalerne. Alle kender numrene, og synger med. Da poppen var ung, elskede vi den med det unge hjerte. Hjertesorgen, glæden og livet var umiddelbar. Da vi hørte dem nu, i nye arrangementer, gav sangene mening på en ny måde med de erfaringer livet nu har givet os. Jeg har aldrig været i tvivl om hvad ”Vågner i natten” handler om, og hvor godt et nummer det er. Dog måtte man ud på dansegulvet dengang, når den blev spillet, for der er gang i den sang. Når jeg så hører den i ”voksen-udgaven” – og der, hvor jeg er nu – så går den ind på en anden måde. Dodo sang, og det var inderligt. Den kvinde har en dejlig og smooth stemme og hvor er det dejligt, at høre hende fylde musikken med den skønne klang.
Jeg har altid elsket ”Pigen med det røde hår”. Og jeg må klart indrømme, at høre den i denne version ( og med den dejlige præsentation), så bliver jeg rørt igen. Jeg synes jo også, at det er på sin plads at give Jens Rud credit for hans pragtfulde stemme. Da dette kunne risikere at blive en meget lang anmeldelse, er ovenstående kun enkelte udpluk af en aften med dejlige kendinge i nye arrangementer. Det var bare godt.
Jeg må lige nævne, at det er fantastisk at sidde så tæt i Club Klondyke, og opleve dygtige musikere spille deres musik. Det er så populært med Mindfulness for øjeblikket, og det at komme i Club Klondyke, er at sætte hverdag, planlægning og travlhed på standby, og være i musikken her og nu = mindfulness. Det giver overskud, at være i den lille oase.

Det glæder mig, at Kultur- og Fritidsborgmesteren var der. Jeg håber, at Pia Allerslev havde en fantastisk aften, og mærkede, hvad der foregår i Club Klondyke



22.05.2012

  • Miriam Mandipira med Husbandet

  • Niels HP med band

 


22.08.2012

  • Tournesol

    • Peter Buus, Akustisk guitar, vokal

    • Henrik Mygind, Akustisk guitar, vokal

    • Ole Østergaard, vokal

  • Six City Stompers

    • Mads mathias, vokal, sax

    • Peter Marrot, trompet

    • Peter Rosendal, flugabone, piano

    • Regin Fuhlendorf, guitar, piano

    • Kasper Tagel, bas

    • Morten Ærø, trummer

  •  

 


24.09.2012

  • Søren Krogh

  • Strawberry Blonde

  • Guitar battle med Søren Andersen

 

 

23.10.2012

  • Lena Anderssen og Niclas Johannesen

  • Esben Just

  • Larsen og Grander

Anmeldelse: Ivan Pedersen

En speciel aften i Klondyke, hvor jeg helt underligt var med som en gæst, viste sig at blive en skøn oplevelse for mig, og heldigvis også for de fremmødte.

Næstformand John Halse havde forberedt sig, og kunne fortælle om aftenens første indslag, Lena Anderssen, at hun var rundt i Norden for at fremføre musikken fra sin fjerde albumudgivelse: Letters From the Faeroes, at hun gennem en ganske lang karriere som komponist sangskriver bl.a. havde nået at få sine sange brugt i adskillige amerikanske TV serier, og at hun i aften var akkompagneret af sin mand Niclas???
De to ægtefolk, øver sig på andet end madlavning i køkkenet, for det første jeg noterede var, hvor godt deres instrumenter klang sammen og hvor velovervejet de administrerede deres guitarroller, som viklede sig polyrytmisk ind og ud af hinanden og som lød fantastisk over PA´et i Michael Engmanns sublime og respektfulde miks. Selv når Lena bare tumpede en stortrommelyd ud af sin guitarkasse, lød de to guitarer som et helt orkester. Niclas leverede udover sit dynamiske, meget velklingende, guitarakkompagnement de velplacerede baryton vokalharmonier,der løftede deres optræden endnu en tak op i kvalitet.
Fine, fine melodiske, men ikke forudsigelige kompositioner kom fra scenen transporteret af Lenas fyldige, kontrollerede og hæse vokallyd. Her var en vokalist, der tydeligt kendte sit ”instrument”, OG sit sprog. Lena synger på engelsk, men har boet en stor del af sin barndom i Canada, så de sproglige facetter og dybden var også indeholdt i hendes vellydende sanglinjer. At hun sang rent som en lærke er naturligvis en helt overflødig bemærkning. Lena gjorde stort indtryk på Klondykes publikum, som efter det lange bifald også lige var oppe og snuse til hendes nye skive efter hendes koncert.

Herefter indtog Esben Just gulvet foran scenen med sit opretstående klaver.
Esben er en sand karakter i dansk musikliv, som har lagt sin sjæl og hele sit hjerte i New Orleans musikken, som han udfører med en herhjemme uhørt præcision i detaljen. At han utrætteligt arbejder for at København og New Orelans skal blive kulturelle venskabsbyer er bare en af sidehistorierne ved Esbens musikliv. Esben komponerer R´n´B sange indenfor traditionen, men med danske tekster, som i hans eget rustikke vokalforedrag går rent hjem.
Esben havde publikum i sin hule hånd, og hans afslappede oplæg mellem sangene charmerede de sidste tvivlere på plads (hvis der var nogen).
Ren ekvilibrisme på klaveret i udøvelsen af denne svære disciplin New Orleans R n´R boogie woogiepiano i Esbens fremførelse overvinder enhver surmule, får tunge håndklap eller fingerknips på rette sted, nemlig 2 og 4 til at brede sig til alle i lokalet som det naturligste i verden. Esben KAN bare det pis.

Vores lydmand transmitterede nærmest Esbens optræden som live streaming undervejs, og nogle af resultaterne kan ses på You Tube endnu. En fornøjelse.

Vi sluttede med resultatet af et tyveårigt drilleri mellem Nordjylland og København. Morten Larsen har spillet bluesfunderet (og en masse andet) musik i hele sit voksne liv, ligesom Peter Brander har. Brander flyttede til København tidligt, hvor han skabte Media Sound studierne, som gennem mange årtier har været et væsentligt studie for mange, mange forskellige kendte og ukendte danske kunstnere. Morten blev hjemme i Ålborg, spillede – lavede instrumentforretninger, og solgte dem igen – spillede noget mere, men kom ikke forbi Media sound, og er derfor ikke så kendt af Klondykes publikum.
ENDELIG blev de enige om, at drillerierne nu skulle afløses af handling.
”Det lå jo lige for” siger Morten ”Peter havde et studie og jeg en guitar, hvor svært kunne det være?” De indspillede begges fælles yndlingsnumre hos Brander i Mediasound, og vi fik resultatet at høre i Klondyke, som de første. Alle studio musikerne fra indspilningerne medvirkede her og SÅ kom de også – sangene. Strømmende på en lang snor, fra ”Good morning Little Schoolgirl” fra klassikerbogen - ”Strange Brew” fra Cream´s repertoire over Doobie brothers klassikere, Canned Heat´s: Goin Up the Country, og videre i samme stil afsluttende med Mad Dogs & Englishmen´s version af ”Feeling Allrigth”. Mortens klassiske blues attack på Gibsonguitaren slår aldrig fejl, den fede lyd, de lange rolige bends (der altid er rene) - sammen med hans rustne, gedigne stemme, der rusker i lytteren på den allermest autentiske måde.
Alt dette drevet frem af landets måske solideste rytmegruppe Tom Jensen (kan alt på trommer) Rune Olesen (kan alt på percussion) og Helge
Solberg på bassen til at binde det hele sejt og saftigt sammen. Her kunne Peter brander – f.eks. i soloen i ”All Along the Watchtower” demonstrere, at han ikke har brugt AL sin tid på at lave studielyd for det halve musik Danmark, der ER blevet tid til at holde Stratocasteren varm undervejs. Forrygende hvad han fik lokket ud af den i Dylan´s sang. Til at krydre helheden – bl.a. med de lækreste orgel fills - spillede Casper Dybdal tangenter af alle slags gennem hele koncerten.
Dette var den kærlige, meget rutinerede og sikre fremførelse af en tidsalders signifikante hovednumre, hvor orkestrets samlede know how kom til udtryk i et sejt swing, hvor udførelsen af numrene i den grad ”sad i skabet”.

I det hele taget en dejlig – varieret – og frydefuld blanding af artister, klange og genrer, så man følte sig ligeså tilfreds, som når bistro-værten siger: ”Skal jeg ikke lavet et udvalg af tapas til Jer?” - og man bare læner sig tilbage og glæder sig
Ebbes øl perfektionerede – som altid – den samlede ”menu”, som på smukkeste vis blev sammenkædet af næstformanden John Halse...



12.11.2012

  • Én over én under

    • Ole Rasmus

    • Gitte Nauer

    • Peter Schmidt

  • Mike Tramp med band

    • Mike Tramp, vokal, guitar

    • Søren Andersen, guitar

    • Troels Skæbæk, bas

    • Thomas Duus, trommer

Anmeldelse: Jes Tellefsen

Four jacks, altså de oprindelige, havde for mange år siden et hit med en sang, der hed "klondyke":

"kom, kom til Klondyke, der er fundet guld,
Solen ser du aldrig her i dette hul"

Mandag aften var der både guld og solskin i Club Klondyke på flere måder. Først indtog "en over, en under" scenen og viste fra starten deres greb om kabaretens inderste væsen. Flot, flot sang med stor dynamik til enkelt akkompagnement og en meget fin præsentation af de enkelte sanges inderste væsen tilført lige netop den rette mængde skuespil til at gøre det vedkommende. Her kom det ikke blot ud over scenekanten, men gik lige ind hos de fleste. Rasmus' fornemme fremføring af A. Mortensens sang om pigen, der lige pludselig flytter hjemmefra, var et stærkt eksempel på den særlige magi, der i visse øjeblikke kan være mellem den lille scene og det lille publikum. Et ægte gyldent øjeblik! Og da Gitte Naur med fuld tænding på alle otte cylindre serverede " hvis du tror du er noget" med glød og intensitet, var aftenen igen helt oppe at ringe. Ved siden af hendes udgave er Sebastians egen noget mere hjemmesko- og slumretæppeagtig.
De efterlod poesiens blomst i fuldt flor på scenen og et publikum, der var varmt både udenpå og indeni. Og hvad skulle der så ske?
Boom, boom. MIKE TRAMP!!!!
Nå, nå, ja, så går poesiens blomst jo nok ud, var der en halvgammel herre, der tænkte. Men det gjorde den jo aldeles ikke! Den fik måske et par torne på og nogle blade med stærkere farver, men den stortrivedes. Cool, selvironisk og med stor og dyb humor indtog en erfaren og helstøbt musiker, sanger og entertainer scenen og præsenterede et sangkatalog, der viste sig aldeles bæredygtigt fra den lille scene. Pakket ind i hvad der med garanti kun er en lillebitte smagsprøve på et megaarkiv af de mest vidunderlige, autentiske anekdoter fra et langt liv som rocken's trofaste tjener kom den ene stærke sang efter den anden. Her var det til lejligheden nedjusterede band en gedigen oplevelse. Tænk at høre super heavy metal med whiskers og kontrabas! Så fedt! Men de har jo også spillet sammen siden 1530. (altså klokken, samme eftermiddag).
Mike Tramp sagde selv, at guitarist S. Andersen har det med at stjæle showet. Ja, men kun når det er hans tur. Hans akkompagnement var fornemt støttende og fyldigt uden at dominere. Der blev ikke gået på kompromis med andet end antallet af decibel, og Andersen behøver ikke monstrøst lydtryk for at bevise, at han er i den allerøverste lille håndfuld af mega guitar heroes. At han så også midt i Østerbros speltghetto overfor et publikum med en yderst respektabel gennemsnitsalder fyrer hele den tilhørende koreografi og stærkt attityderelativistiske guitarhandling af gør det bare endnu bedre. Sådan!
Og finalen! Selve det forbudte og unævnelige nummer, der såfremt man betragter teksten med lektor Blomme briller er et lødigt argument for pryglestraffens genindførelse, kunne ikke få poesiens blomst til at gå ud. Tilsat Ivan og de rigtige wæp-wæp lyde fra guitarist Andersen gik den også rent hjem og satte et festligt punktum for en aften, man vil huske længe for en stærk syntese af musik, sang og poesi. Øllet var iøvrigt også meget fint! BOOM BOOM.

Jes Tellefsen


10.12.2012 Jule- og sæsonafslutning

  • Husbandet

    • Steen Larm, trommer

    • Søren Skov, keyboard, kor

    • Thomas Fog, bas

    • Martin Stender, guitar

  • Solister

    • Lea Thorland

    • Peter Busborg

    • Allan Mortensen

    • Ole Rasmus

    • Frank Lauridsen

    • Stine Svendsen

    • Jessy O'Leary

    • Julie Benton

    • Vera Panitch

    • Daro Campeotto

    • Rud og Lars Thorup

    • Jørgen Thorup

    • Gitte Naur

    • Ivan Pedersen

    • Voctor

Anmeldelse: Jørgen Laurvig

Kunsten at ramme med spredehagl

Der er efterhånden et mytisk skær over Klondykes julekoncerter. År efter år kommer en perlerække af kunstnere og giver deres versioner af (jule)klassikere, mens formand Pedersen forsøger at holde den røde tråd i konceptet: at der er tale om en julekoncert.

Der er, om nogen, Klondykeaftenen for overraskelser og enestående oplevelser, for ofte har kunstnerne ikke optrådt med sangene før, og de færreste kommer til det igen.

Og i bedste Klondyke-ånd kommer kunstnerne til at dele scene med kolleger, de aldrig havde drømt om at skulle optræde eller dele scene med.

For 30 år siden ville det for eksempel have været umuligt at forestille sig hippie-bandet Midnight Suns hashrygende, liggende publikum tage godt i mod Dario Campeotto. Dario ville næppe heller blive hyret til en Roskilde Festival… I Klondyke har publikum slukket chillummen og har sat sig op - oven i købet ved borde – og tog lige begejstret mod begge kunstnere. Enten er folk blevet rundere med årene (her tænkes ikke på den iøjnefaldende fysiske forandring, vi har gennemgået) eller også har postmodernismen sejret ad helvede til.

Formand Pedersen lagde ud med at slå konceptet fast: den røde tråd blev julesange, der var blevet brugt i TV. Heller ikke dette koncept lykkedes det at overholde, og tak for det.

Lea Thormann lagde ellers for inden for reglerne: Postbudets sang fra Vinterbyøster, først i en traditionel version, der gled over i en forrygende, slæbende engelsksproget version ”East City Winter”. Sådan.

Allerede her var husorkesteret, Martin Stender (guitar), Søren Schou (tangenter), Thomas Fog (bas) og Steen ”Larm” Rasmussen (trommer) ved at få varmen.

Peter Busborg satte trumf på ved at spille sin egen hjemmekomponerede landeplage ”Pyrus på pletten” i overlegen stil. Kendt fra TV. Konceptet holdt.

Men allerede i tredje sang gik det galt.

Formand Ivan Pedersen sang en gnistrende version af Don McLeans klassiske hyldest til Van Gogh ”Vincent”. Den vil vi gerne høre igen – med Pedersen. Ivan introducerede i øvrigt sangen med en anekdote, der ikke var helt korrekt i detaljen – se nederst.

For videre gik det – og der blev skruet op for energi og volumen, da Allan Mortensen og Ole Rasmus som de første kom på scenen i dét, der gik hen og blev en lille hyldestkoncert i koncerten til Midnight Suns kreative kraftværk, Bent Hesselmann – siddende midt for scenen -  der forhåbentlig blev rørt over Mortensens overlegne udgave af ”King of the Sun”, godt bakket op af Ole Rasmus og det tighte husorkester.

I sin tid afløste Frank Lauridsen Allan Mortensen som sanger i Midnught Sun – og det gjorde han også på scenen i Krudttønden, hvor han med torden-baryton bragte os sikkert tilbage til 1972 med anti-EF sangen ”Kul på”. Selv om EF nu hedder EU virkede teksten ikke specielt uaktuel – især ikke efter finanskrisen. Så Bent Hesselmann fik da også bifald fra både scenen og publikum.

Der skulle to smukke, fremmede fugle til at bringe konceptet på sporet igen:

De amerikanske countrymusikere Jess O'Leary og Julie Burton, der var i Danmark i forbindelse med deres samarbejde med sangskriveren Peter Vesth. Vesth var lige som Hesselmann blandt publikum.
De lagde ud med en sødmefyldt ”Holly, Jolly Christmas” efterfulgt af en Peter Vesth-sang ”Cold, dark Winternight”.

Nashville pigerne blev backet af en gammel kending, Peter Busborg på guitar og kor, og én af aftenens overraskelser, Vera Panitsch på violin.

Med Burton og Leary i sikker, charmerende og rutineret front forvandledes husorkestret fra soul- til countryband i en gyngende version af ”Jinglebell rock”, for at slutte af med en smuk og lavmælt Peter Vesth-sang ”Bethlehem”.

Det var Julie Burton og Jess Learys sidste job i Danmark i denne omgang, og de sluttede af med ønsket om at komme tilbage. I Klondyke er de altid velkomne.

Så tilbage til konceptet: julesange kendt fra TV. Og hvad er mere jul end Disneys årlige juleshow på TV? Næppe noget, selv om sangen ”Bella Notte” fra Lady og Vagabonden ret beset foregår en varm sommeraften i Little Italy. Som med Busborgs Pyrus-sang kom vi her så tæt på originalen som muligt (eller næsten, for Poul Bundgaard indsang den før Campeotto): Dario Campeotto foldede sin klassiske tenor ud, så man kunne se de kolde hundesnuder mødes i et spaghettislubrende genert kys på den indre skærm. Efterfulgt af en svingende ”Sole Mio”. Julen er traditionernes fest, men traditioner skal forvaltes med respekt – og det gør Dario.

 

Andet sæt fortsatte konceptmæssigt, hvor først slap, med Disneys juleshow: Jens Rud og Lars Thorup fra Dodo and the Dodos leverede som bjørnen Balou og drengen Mowgli en skidesjov version af ”Det elementært nødvendige”, før Jens Rud tog fat på en af Dodo’ernes egne sange ”Penge er kun til lir”.  
Så brød programmet igen – med stort held – konceptet, da Signe Svendsen kom på scenen med sine underspillede anekdoter, hvor Thorstein Thomsen og Erik Grips ”Små hjul” var afsæt for første sang, hvorefter Svendsen for alvor fik hævet loftsbjælkerne et par tommer sammen med husorkestret i en frit flyvende version af hendes egen ”Under dine vinger”.

Til sidst overgav Signe Svendsen sig til sangen ”Flammerne” af Martin Brygman fra tv-julekalenderen.

Efter at have foldet sig ekstraordinært ud i Svendsens selskab tog husorkestret en pause, mens aftenens første overraskelse tog over: violinist Vera Panitsch deltog i DR’s ”Talent 2009”.

Med en country-reel slog den 19-årig konservatoriemusiker fast, at talentet rækker meget længere end indholdsløse tv-shows.

Fra de unge talenter gik det til de gamle prøvede kræfter: Jørgen Thorup sang en forrygende udgave af Shu-Bi-Duas ”Den Himmelblå”, der pludselig lød som en soul-sang.
”Den Himmelblå” er en julesang, der helt sikkert har været spillet i tv – det havde næste sang også, men ikke til jul:

Titelmelodien i tv-serien ”Super Karla”, Rolling Stones’ ”Like a Rainbow”, der i Peter Busborgs version blev en skarp snaps til at få julesødmen til at glide ned.

Så gik det fra snaps til single malt med tjære og røg: Lea Thormann kom igen på scenen, uden julekonceptets snærende bånd kastede hun sig ud i en frygtløs og intens fortolkning af et af Janis Joplins måske største hits ”Try (Just a little bit harder)” (skrevet af Jerry Ragovoy og Chip Taylor, ikke Joplin selv, som mange påstår)

Efter Tormann skulle der en stor stemme til at tage over – og det klarede Frank Lauridsen med en swingende ”Burning my bridges”.

Så kom aftenens anden overraskelse: Viktor Karlsen aka ”Vincent”, en sagesløs ung mand, der uforvarende var blevet lokket med til Klub Klondyke af et ældre familiemedlem. Naturligt nok følte den ca. 20-årige Vincent sig som en fremmed fugl i Klondykes ældre selskab, men blev fanget ind af stemningen, og fik spontant lyst til at bidrage til løjerne. Det gjorde han med en kort, koncis, skarp rap på dansk med politisk budskab - cirklen til ”Kul på” blev sluttet til stort bifald. Flere overraskelser, og meget gerne på tværs af generationerne, tak!

Aftenen sluttede tradtionen tro med stort set alle kunstnere på scenen – nu var også Gitte Naur dukket op, og med Jørgen Thorup i front fik vi først Ace’s (hvem husker dem?)”How long?” (… has this been going on), hvorefter Frank Lauridsen igen tog over i front for hele koret i Bob Dylans ”Like a rolling stone”.

Afslutningen på aftenen havde ikke meget med jul at gøre – men ingen grund til at klage med sådan et hold på scenen. Aftenens stjerneparade gav varme til at holde julen over - og forhåbentlig det meste af januar med, før Klondyke åbner 2013-sæsonen 22. januar.

 

FODNOTE om ”Vincent”

Don McLean skrev sangen ”Vincent” efter at være blevet overvældet af Vincent van Goghs maleri ”Stjernenat” – deraf linjen ”Starry, starry night” i sangen.

Don McLean spiller fast sangen til sine koncerter.

Men det var sangen ”Empty Chairs” der rørte en ung sangerinde, Lori Lieberman, så dybt, at hun skrev noter til et digt på en serviet under en Don McLean koncert.

Hun viste digtet til sin kæreste, tekstforfatteren Norman Gimbel, der sammen med sin sangskrivermakker, komponisten Charles Fox, skrev ”Killing me softly” inspireret af digtet, der var på Lori Liebermans første LP fra 1972.

Den hørte Roberta Flack i et fly, og straks efter landingen ringede hun til sin producer Quincy Jones for at få lov til at indspille sangen. Jazz-soul sangerinden Roberta Flack spillede også klaver, og ændrede et par akkorder i sit arrangement – mest iørefaldende slutakkorden – Quincy Jones producerede genialt, og så er resten da for øvrigt historie. Men ikke helt den, Ivan underholdt med. Det er også lige meget, det var en fantastisk udgave af ”Vincent” vi fik.