Club Klondyke

... vi siger ikke hvem der spiller

2011


18.01.2011

  • White Star

    • David Sørensen

    • Jesper Riisberg Olsen

    • Torben Carlson

    • Pernille Skov

    • Henrik Jørn

    • Jacob Henningsen

    • Lars Jensen

  • Hanna Schneider og Ander Kahne, guitar

  • Lea Thorlann og Spicie Band

    • Lasse Storgaard, keyboard

    • Martin Seidelin, trommer

    • Søren Bøjgaard, bas

    • Lea Thorlann, vokal

Anmeldelse: Jens Mølgaard

Den nye sæson 2011 blev skudt i gang med hele 3 bands på scenen.

Pernille, som også er medlem i Club Klondyke havde taget hendes band WHITE STAR med. Det var herligt og livsbekræftende. Det væltede ud over scenekanten med små humoristiske præsentationer af deres numre, som de i øvrigt selv havde skrevet både musik og tekst til.  De sang blandt andet: Vi er en del af Guds plan og Hør på os, vi har noget at sige, selv om det er os, de kalder mærkelige! Og det må man sige de havde - Det var kærlige og dybsindige tekster og til trods for deres egne forskellige handikap, havde de alligevel haft overskud til at skrive en støttesang til Afrika. Det sætter da livet lidt i perspektiv ikk?……Sikken en livsglæde!

White Star består af: Pernille Skov, David Sørensen, Torben Carlson, Jesper Riisberg Olsen, Henrik Jørn, Jacob Henningsen, Lars Jensen

Næste band på scenen var: HANNAH SCHNEIDER & ANDREAS KAHNE og en masse teknik.

Hannah Schneider er en singer/songwriter i særklasse. Hun har en klar og raffineret stemme med et kæmpe overskud. Det var fedt at høre en sangerinde, der udover at synge forrygende, også fik endelserne med – og i de stille numre, tilmed også med en sød, sprød og sexet, nærmest hviskende hæshed.
Numrene blev bygget op fra bunden med LOOPS (små live samplinger, som afspilles med det samme) Selv hendes delay på vokalen, steppede hun ind, så den passede til tempoet – super tjekket.
Andreas Kahne er en gudsbenået guitarist med sans for detaljer. Udover lækkert guitarspil og diverse loops, leverede han også fodbas, mundharpe og keys. Ja, og så  sneg han sig lige bag trommerne og lavede lidt kantslag i sidste halvdel af et nummer som Hannah ”troede” hun var alene på !

Hannah Schneider : Vocal & Keys, Andreas Kahne:  Guitar, fodbas, mundharpe & keys

Sidste band på scenen var LEA THORLANN & THE SPICY GANG.

Mine forventninger var helt i top allerede inden jeg vidste hvem der kom på scenen. Der var et Rhodes, der var trommer, en halvakustisk bas og noget legendarisk baggear – det her kan ikke gå galt, tænkte jeg – og det holdt hele vejen.
Lea Thorlann tog os med på en musikalsk rejse i blødt, sødt, larmende og syret.
Hendes stemme er fyldig og kraftfuld og hun har en erfaren vibrato som virker helt gospelinspirerende. Hun forstod virkelig at formidle budskabet på en dejlig og uhøjtidelig måde med hendes små anekdoter og en fantastisk vokal. Bandet var veloplagt og sammenspillet og den ene fede Rhodes-solo afløste den anden. En rigtig fed oplevelse.

The Spicy gang består af:

Lasse Storgaard :  Keys, Søren Bøjgaard: Bass, Martin Seidelin: Drums

Og til sidst men ikke mindst en suveræn lyd fra Rune Slot – hvad skulle vi dog gøre uden ham!

 

15.02.2011

  • Sing Sing Sing

    • Sascha Dupond, vokal, keyboard

    • Nina Forsberg, Vokal

    • Søren Jacobsen, guitar

    • Alex Nyborg Madsen, vokal

    • Ivan Pedersen, vokal, trommer

  •  

    Henrik Strube Band

    • Henrik Strube, vokal, guitar

    • Lars Krarup, guitar, kor

    • Helge Solberg, bas, kor

    • Olle Nyberg, keyboard, kor

    • Peter Andersen, trommer, kor

Anmeldelse: Jørgen Thorup

Ærlig talt, det her er svært. Det bliver min første anmeldelse, og måske også den sidste - af mange grunde. Den vigtigste er at skulle anmelde kollegaer, og oven i købet kollegaer man kender godt og har spillet sammen med. Så det nemmeste ville jo være bare at gi’ dem alle sammen 6 stjerner. Så det gør jeg. Til begge bands!

Men så let slipper jeg nok ikke. Jeg havde glædet mig virkelig meget til at høre SING SING SING. Et nyt band bestående af Sascha Dupont, Nina Forsberg, Alex Nyborg Madsen, Søren Jacobsen og Ivan Pedersen.

Der var fra starten en hyggelig og afslappet stemning på scenen, dog kunne man også godt fornemme premierenerverne. Men alle var tændte og Hr. Madsen startede med at inddele gruppens medlemmer efter princippet: Hvis jeg var en møbelfabrik ville jeg lave……….Ivan ville så lave en blanding mellem en arkitekttegnet stol og et Ikea møbel, Nina ville udelukkende kreere smukke unika møbler, Sascha ville lave en hjørnesofa med 2 STORE puder og Alex ville selv være den som 7. klasserne ville pjække fra i sløjd! Vi måtte selv forestille os hvilket møbel guitaristen Søren Jacobsen ville lave, selvom en fra publikum var meget interesseret i at høre det. Men mon ikke det ville blive noget rundt og lækkert med minimum 1 streng på!!

Det var allerede fra starten sød musik i mine ører. Alex fortolkede Richard Thompson sangen ”Keep your Distance”  på smukkeste vis. Og man kunne virkelig høre hvor godt deres stemmer klang sammen, og hvor meget de havde øvet sig. De skiftedes til at synge for og Nina’s egen sang ”Take a song” var en meget rørende og smuk sang, hvor man ud over at høre hun kan fløjte, også fik konstateret at hun stadig har en fantastisk stemme. I det hele taget dejligt at høre DE 2 sangere synge følsomme sange med indhold. Det klær’ dem virkelig!!

Sascha fik med sin egen sang ”Out of my mind” endnu engang slået fast hvor god en sanger og sangskriver hun er. Det gav anmelderen ståpels første gang denne aften. Sangen blev fremført med elegant klaverspil og et så stort vokalt overskud, som jeg sjældent hører herhjemme.

Og så var det faktisk helt rart at se Ivan bag trommerne igen. Det er enkelt det han laver men det swinger, så mange trommeslagere må blive bare lidt misundelige. Når man så til det lægger hans suveræne stemme er han svær at slå, især her på hans hjemmebane i Club Klondyke! I Nummeret ”Sing Sing Sing”, beviste Ivan hvor god han er til at skrive en hookline der sidder lige i skabet, og også hvor god han er til at fremføre den. Det nummer stinker af et (P4) hit !!!!

De sluttede deres show af med det gamle Bob Dylan nummer ”My back pages”. Et nummer jeg ikke kendte (så godt) men jeg må indrømme at det er lidt af en genistreg at genindspille nummeret, som i SING SING SING’s version lyder som en topmoderne popsang. Og så gør det heller ikke noget at der er så mange vers i den, at alle 4 sangere bliver præsenteret på fornemmeste vis. Måske netop derfor er det også deres første singleudspil.

Til sidst men ikke mindst må jeg endnu en gang bøje mig i støvet over Søren Jacobsen’s sublime guitarspil, på alle måder. Han formår at spille lige præcis hverken for lidt eller for meget. Og altid smagfuldt med fed lyd. Og det kunne egentlig være overskriften for hele deres optræden.

HENRIK STRUBE BAND: HOLD PAUSE I 22 ÅR OG BLIV FORELSKET IGEN

Lydmand: Torben Sommerlund

 Jeg tror mange bands ville have godt af at tage en pause en gang imellem. Jeg vil undlade at nævne nogen navne, men blot konstatere at det virkelig har gjort noget godt for Strube og hans musikalske venner. Måske er 22 år lige lovlig lang tid, mindre kunne sikkert også have gjort det.

I modsætning til SING SING SING, som havde premiere denne aften, så var det  HENRIK STRUBE BAND’s sidste job på deres lille vintertour. Og sikken en energi de lagde ud med. Man blev fuldstændig blæst omkuld og kunne virkelig høre hvor godt et band det er – mand for mand. Peter Andersen på trommer og kor, Olle Nyberg på klaver, orgel og kor, Helge Solberg på bas og kor og Lars Krarup på guitar og kor er et band man som sanger godt kunne tænke sig at spille med, som Ivan også sagde i præsentationen af dem.

Selvom Strube er fyldt 60, lignede han denne aften en kåd teenager, der lige har fundet ud af ”det der med piger”, specielt når han oplagt sang bandet’s nye single ”Forelsket igen”. Ulasteligt klædt i mørkt jakkesæt fortsatte Strube  aftenen med at underholde os med historier om hvor og hvordan sangene var blevet til. Specielt anekdoten om hvor hårdt det havde være at researche til sangen ”Menina”, der handler om hvordan man scorer en pige i en bar – i Portugal, var ret så underholdende. Sangen ”En plads i mit hjerte” var fiffigt arrangeret med whiskers, madolin og sunget og spillet med smil på læben.

Aftenen sluttede af med fællessang i HENRIK STRUBE BAND’s absolut største hit ”Hold om mig”, spillet som var det første gang og det gjaldt livet. Det gjorde det måske også, men jeg kan kun bifalde genopståelsen af dette band og håber vi ses ude på landevejen snart. Velkommen tilbage!!!

 

22.03.2011

  • Manbir Singh og Tanya Shawney, tabla og citar

  • Per Wium med musikalsk foredrag

  • Repeatles

 

Anmeldelse: Bente Andreasen

En aften ned ad memory lane ……

Ivan startede med at bede os åbne vores sind til et rejse ud i først og fremmest en meget smuk klassisk asiatisk musik, dernæst ville vi blive meget klogere, mens vi bevægede os ned ad memory lane … spændende!

Vi blev ikke lovet for meget, den asiatiske musik VAR meget smuk. Tanya, som spillede på sitar, forklarede lidt om dette fantastiske guitarlignende instrument lavet af græskar og træ og som har 15-21 strenge. Tanya’s far, Manbir, spillede på tabla (håndtrommer) og fortalte inden start lidt om takterne i musikken. Udover at lytte til smuk musik, var det en oplevelse i sig selv at få mulighed for at lytte til så anderledes toner.

 Den næste på scenen var musiker og musikformidler Per Wium, som i mange år arbejdede free-lance, men fra 1993 til 2007 var ansat i DR som redaktionschef. Per, som er en glimrende fortæller, underholdt os på en spændende måde med historien om The Beatles. Han havde inddelt deres aktive år gennem 60’erne i 4 perioder. Det var en interessant måde at få genopfrisket sine minder om The Beatles. Og klogere blev vi, - vi fik bl.a. at vide, at bandet rent faktisk stoppede med at turnere i 1966 og derefter udelukkende lavede studieoptagelser. Ligeledes, at George Harrison først blev fundet ”værdig” til at få sine sange med på udgivelserne i den sidste del af bandets eksistens. Samme Harrison var i øvrigt fascineret af sitar’en som instrument – interessant link til aftenens første indslag. The Beatles’ sidste plade blev udgivet i september 1969.

 Fra historien gik vi direkte over til aftenens sidste indslag, som viste sig at være et brag af et band. Ikke overraskende, at Repeatles betragtes som Danmarks bedste cover-Beatles band. Musikgengivelsen er meget tro mod ”originalerne” og det var en ren fornøjelse at blive ført igennem alle de mange velkendte sange som ”She loves you”, ”A hard day’s night”, ”Ticket to ride”, ”I feel fine”, for blot at nævne nogle få. Nævnes skal også nogle fede guitarsoloer af Brian Jensen. Publikum var ikke meget for at slippe bandet og de fik da også først lov at forlade scenen efter adskillige ekstranumre, såsom ”You got to hide your love away”, ”Yesterday” og ”Here comes the sun”.

 

Igen en dejlig aften - på gensyn den 11.april!!!

 

11.04.2011

  • Klondyke

    • Michael K, vokal, guitar, banjo

    • Per Lange, trommer

    • Anton Johannes Hejl, bas, teraminb

  • Thorup og Busborg Band

    • Jørgen Thorup, vokal, keyboard

    • Peter Busborg, vokal, guitar

    • Dan Hemmer, orgel

    • Claus Menzer, trommer

    • Anders Bo Jespersen, guitar

    • Michael Engmann, bas

    • Arvis Nielsen og Ivan Pedersen, kor

Anmeldelse: Perr Wolfbrandt Andreasen

Så gik man – endnu engang – hjem fra en aften i CLUB KLONDYKE  i godt humør og rig på en musikalsk oplevelse. Man fornemmer af og til, når man læser en anmeldelse fra en af de såkaldte ”profesionelle” anmeldere, at man skal anlægge en vis kritisk holdning til det man hører og ser og helst være lidt Rasmus modsat. For mit vedkommende bliver dette svært at leve op til, når man har armene op over hovedet og et smil der strækker sig til op over begge ører. Hvad kom jeg for? Jeg kom for at hygge mig og høre noget god musik . Fik jeg det jeg kom efter? Ja absolut og mere til. Stemningen i klubben er fantastisk og det smitter af på musikerne, som i den grad er på, når de er på scenen.

Det første band, som gik på scenen denne aften, var KLONDYKE og her var der samtidig lidt nostalgi over det, idet KLONDYKE var det det første band, som spillede i foreningen, da denne startede.

Her kom, med Ivan Pedersens ord, og i form af Mikael K ”et møntvaskeri af et sangskriverværksted”. Mikael K er en herlig fortæller og fortolker af sine sange. Han har nu igen bosat sig i det nordjyske, hvorfra han oprindeligt kommer, efter i en periode at have haft en afstikker til Vesterbro i Kbh. , og den jyske lune fornægter sig ikke. Med Mikael K. på guitar og godt støttet af de dygtige musikere Anton Johannes Hejl (bas & teramin) og Per Lange (trommer)fik vi en række skønne melodier med underfundige tekster, som fik lytteren til at trække på smilebåndet gang på gang. Her var sangen om en moderne vagabond, en kærligheds vagabond og der var ” Pigen i marken” – en fortælling om en bondemand og hans ukrainske landbrugspraktikant. Fremført på en måde, så jeg kunne se Olga lyslevende for mig. Vi fik historien om Dagmar Overby, århundredets største massemorderske omkring 1920 og blev endda opfordret til at synge med på et mindre omkvæd. Måske ikke det mest oplagte emne for en fællessang.  Herefter fulgte flere andre sange, alle med en god historie, eksempelvis sangen om Anna fra Fristrup, som fik nok af livet på landet og tog til København. I den skiftede Mikael K guitaren ud med en  vellydende banjo. Vi hørte også om parret, der havde lånt farens Moto Guzzi - hvilket også er titlen på sangen - og havde ”stjålet” sig til en velfortjent fridag, hvor de tog på Aros for at se på kunst og der var den lille kærlighedssang benævnt ”Luftkaptajn” om elskovsastronauter uden mål og med. Vi hørte om en af gadens skæve eksistenser i nummeret Sputnik og om Strawberry og den flyvende trapez inden vi for fuld tryk fik afslutningsnummeret Bukowski. Tak til KLONDYKE for et godt bekendtskab.

 Aftenen sluttede med et brag af en optræden fremført af THORUP BUSBORG ALL STAR BAND. Når man taler om synergi beskrives det ofte som 2 + 2 = 5 . Her var det  1 + 1 nemlig Busborg og Thorup, der havde fået den glimrende idé at slå sig sammen. Gav det så synergi ? Hold da kæft mand, om det gjorde! Sammen med de fire andre, Anders Bo Jespersen (fede soloer) , Michael Engmann, Dan Hemmer og xx , som hver især er fantastiske musikere, blev 1 + 1 betydeligt mere end dobbelt så godt. Det var simpelthen forrygende. Undertegnede er stor fan af Peter Busborg, som lagde vokal til det første nummer Fluffy og senere var solist i bl.a. Rather Be Blind, Intet i verden og ikke mindst et af mine  yndlingsnumre: Væk mig med kærlighed, så det falder ikke så svært at rose her, men Thorup halter på ingen måde bagefter. Thorup lagde ud i en duet med Arvid Nielsen (ikke sikker, men hørte titlen som Dont Stop) og var senere solist i bl.a. A little bit of Heaven  og ikke mindst Good company for the Dog, hvor Thorup var helt ude over kanten og salen kogte. Sammen var Busborg og Thorup også gode i Give me a Call (tilbud om en køretur i bil) og Man of her Dreams.

At Ivan Pedersen kommer ud over scenekanten har han vist utallige gange og denne aften var ingen undtagelse. Her fik vi en kanon udgave af en duet med Ivan og Jørgen Thorup i More than a Dream.

 Lyden blev styret sublimt af Frank Grønbæk.

Der er en stemning og varme i CLUB KLONDYKE, som sender en god energi til scenen og retur og hver gang får det bedste frem i både publikum og musikere. Denne aften var ingen undtagelse og THORUP BUSBORG ALL STAR BAND fik da heller ikke lov til at slippe os før de havde givet nogle ekstra numre, men de så nu ikke ud til at lide under det.


Jeg kan derfor kun gentage Ivan Pedersens anbefaling. Vil du ha en ven eller to for livet, så giv dem et af de nye gavekort til den overkommelige pris af kr. 300 . Kortet kan bruges til 3 aftener i CLUB KLONDYKE, men husk at advare modtageren om, at det kan blive vanedannende.

På gensyn den 17. maj kl. 20.00

Per Wolffbrandt Andreasen

 

17.05.2011

  • Arvid Nielsen med trio

    • Vicky Singh

    • Marie Møller Nielsen

    • Susanne Ørum

  • Moonjam

    • Morten Kærså

    • Rasmus Kærså

    • mikkel Nordsø

    • Claus Manzer

 

 

 

22.08.2011

  • Rie Rasmussen

  • Kim Schwartz Band

Anmeldelse: Lasse Carlsson

Rie Rasmussen, fra "Danser med drenge" åbnede aftenen sammen med hendes mand & svoger, Kurt  og John på guitar og bass.
Rie lagde ud med "Dear Mr. President" og fortsatte med Michael Falch´s "Min Stjerne" derefter et par Bonnie Raitt numre, der gik rent ind og det samme med Delbert Mc. Clintons " Why Me" og "Everytime I roll the Dices".

Perry Steinback kom og spillede med på "Mystery Train" som var helt forrygende og iøvrigt fyldte 41 år samme aften.

Trioen sluttede med "Dinning of the day". En rigtig god start.

Aftenens andet indslag var Kim Schwartz med bl.a. Jens Runge på guitar, Flemming Olsen på trommer og den unge meget talentfulde Morten Vestergård på Keyboard og fod-bass.
Kim lagde ud med "Danmark mit sted", efterfulgt af "svært at være ensom" som Peter Belli indspillede en god version af.
Kim fortsatte med sange fra både dansk og engelsk -sprogede CD´s. Kim og bandet sluttede med at spille "Hvis jeg var Picasso" som kommer på hans nye CD.

Alt i alt en fantastisk aften og en god start på efterårs-sæsonen i Club Klondyke.

 

20.09.2011

  • Trine-Lise Wæring med band

  • Lars Ringgaard og Mathias Heise

  • I min Nabos kælder

    • Allan Gabe, vokal

    • Jens Gerlif, guitar

    • Jens "Doc" Nelander, trommer

    • Chris Gjerulf, bas

    • Camilla Gjerulf, kor

    • Thomas Melau, mundharpe

Anmeldelse: Ivan Pedersen

En rigtig god aften i klubben.

 Først mødte vi den anmelderroste trine Lise Væring, som har bevæget sig fra et jazzet univers i sine udgivelser og live-optrædender frem til et meget personligt og nutidigt singer/songwriter univers.

Hun stillede op med sit ensemble – en klassisk rockopsætning med el guitarer bas og trommer, hvori Trine Lise selv trakterede den gamle Fender Telecaster fra centrum af scenen.

Hun fremførte en række sange fra sit seneste album ”Umanerlig” – herunder radiohittet: ”En Kærlig Hånd” men trods pænt p4 airplay på denne titel hører Trine Lises musik jo ikke til på den absolutte midterbane, så hendes medfølgende historier og oplæg til sangene gav god mening og blev kløgtigt anvendt til at få de – for det fleste af publikummernes vedkommende – ukendte sange til at slå rod hos lytterne. Intens og nærværende var Værings indslag, selv om den endnu ikke påbegyndte tourne affødte en vis skrøbelighed i håndteringen af visse af numrene, som godt kunne anes undervejs.

 Herefter fulgte en ny original blues konstellation, nemlig en duo bestående af dobro og guitarspilleren: Mathias Heise samt mundharpespilleren Lars Ringgaard.

Med suveræn beherskelse af de tekniske hjælpemidler der kan bringes i spil via diverse repete pedaler og stomppedaler, og særklasse beherskelse af instrumenterne, kunne disse to nærmest levere hele lyden af et blues band som akkompagnement til Lars Ringgaards raspede bluesvokal. Midt i den grumsede og rytmiske råhed bruger ensemblet også en afvæbnende, selvironisk humor, der – i skønt samspil med musikken - i den grad var medvirkende i duoens tag i publikum.

 Aftenen sluttede med de – ganske vist semiprofessionelle, men mere end kompetente – ”I min nabos kælder” (navnet i sig selv siger, at bandet har bestemt sig for, at deres kærlighed til musikken ikke skal ødelægges ved – som tidligere - at skulle leve af den)

De spillede en række Rythm n´Bues klassikere med megen pondus og indlevelse og fik via både den mandlige og kvindelige vokalsolist stemningen til at storswinge nede hos publikum.

Det viste sig, at bandet havde indbudt som gæstesolist, præcis den mundharpespiller, der havde været dommer i den konkurrence, hvor det forrige ensembles Lars Ringgard blev kåret som dansk mester i mundharpespil. Jeg er glad for ikke at skulle finde ud af hvem, der var bedst af de to – dommeren eller konkurrencens vinder, men en ting er sikker, der blev besøgt nogle sydstater samt Chicago i musikalsk forstand i løbet af denne aften i club Klondyke.

 Men igen en grundigt blandet repertoiresammensætning, hvor publikum – som sædvanligt i club Klondyke – var åbne og nysgerrige, og her mødte flere af de optrædende for første gang

 

25.10.2011

  • Tucked in Foil

    • Niels Skovgaard Andersen, vokal

    • Felix Fleischer, bas

    • Valdemar Schrøder, guitar

    • Frederik Fleischer, guitar

    • Benjamin Fischermann, trommer

  • Den Røde Tråd

  • Michael hardinger, guitar, vokal

    • B-Joe, guitar, vokal

    • Jørgen Thorup, keyboard, vokal

Kommentar fra Jytte Poulsen:

Der er endnu ikke kommet nogen anmeldelse, men det skal ikke forhindre mig i at udgyde min oplevelse.

Jeg elsker Rage Against The Machine, så jeg var temmeligt oppe at flyve over disse talentfulde drenge fra 14 år - 18 år. Det bliver meget spændende at følge dem fremover.. Overvejede endog at slå håret ud og gi´ den gas, ryge og det der er værre.
Thorup, Hardinger og B Joe er så i den garvede ende. Folk der gennem mange, mange år har huseret ikke mindst i Shu-Bi-Dua og solo... Rigtigt hyggeligt med historierne fra "de gode gamle dage" serveret med charme og topprof - og sangene, ja det er dem vi alle kender og holder af.
Dejligt at opleve både en start fra de unge gutter hen til de garvede. En dejlig aften for mit vedkommende.

Jytte Poulsen

 

15.11.2011

  • Fargo

    • Jonas Hansen, vokal, guitar

    • Rune Højmark, mandolin, guitar

    • Rasmus Glendorf, trommer

    • Simon Dyhr, keyboard

  • Miriam mandipira and her Danish Friends

    • Miriam Mandipira, vokal

    • Jens Holgersen, kntrabas

    • Erik Sørensen, sax

    • Christian Søgaard, klaver, orgel

    • Morten Nordal, guitar

    • Anders Senderovitz, trommer

Anmeldelse: Lars Kafton

Som medstifter af og bestyrelsesmedlem i Club Klondyke, er det egentligt utroligt at jeg har undgået anmelderrollen indtil nu. Derfor er det selvfølgelig på sin plads at jeg tager min tørn.

Selv i bestyrelsen er det ikke altid, at vi når at få kendskab til aftenens arrangement inden vi starter. Ivan Pedersen, der jo oftest står for kontakten til de optrædende, har ganske travlt i dagene op til et arrangement og det er sket mere end én gang, at en solist eller endda et helt band, har meldt afbud i sidste øjeblik – og så skal der trylles. Ved aftenens arrangement var det vores sædvanlige lydmand der pludseligt måtte melde afbud. Det gjorde nu ikke så meget skulle det vise sig. David Elberling rykkede ud med kort varsel og gjorde et fantastisk job.

Jeg havde kun hørt et rygte om, at der i aften skulle spilles Country musik. Da Ivan fra scenen foreslog at jeg skulle være anmelder, var jeg helt sikker på at han nu endelig kunne få mig i fedtefadet (fredsommeligt dril), idet det er almindeligt kendt i bestyrelsen, at countrymusik ikke lige er min favoritgenre.

FARGO

Jonas Hansen: Guitar og sang Rune Højmark: Mandolin, guitar Simon Dyhr: Bas Rasmus Glendorf: Trommer

Fargo, som David Lynch filmen med samme navn. Filmen foregår i en lille flække som sikkert engang har bestået af danske udvandrere. Befolkningen siger ikke yes, men jarh og det hører man konstant filmen igennem. Med lidt god vilje kunne dette jarh vel godt lyde lidt som en bondemand fra 27. plovfure et sted på Sydsjælland (herom senere). Nu dæmpes lyset og bandet går på scenen. Bandets sanger og sangskriver hedder Jonas Hansen og han er klædt i et par blå smækbukser. Scenen er sat, man ser et billede for sig hvor Jonas træder ud på gårdspladsen fra en grisestald. Der ser virkeligt ud til at være lagt op til bonderøvsmusik af den skuffe jeg frygter. Jonas rækker ud efter… jeg tror det er en greb… næh, det er en "spade". Illusionen fordufter.

De er ikke begyndt at spille endnu. Først vil Jonas fortælle lidt om den musik de vil spille, hvordan sangene er opstået og hvorfor de enkelte sange handler om det de nu handler om. Jonas er blevet skilt, selvforskyldt og bogstaveligt talt taget med bukserne nede og på fersk gerning, i lag med en anden der vist også havde bukserne nede. Skilsmissen forsøgte han at få på afstand ved at skrive sange. Disse er samlet på en CD der netop er udkommet: "Don’t Go South" (og ja, det er Sydsjælland der henvises til). Nu går de i gang. Det går hurtigt op for mig at de ikke spiller country musik, fra den skabelon jeg har det svært med. De kalder det selv for country/blues/rock. Det er vel roots på dansk. Det ene smertefyldte nummer afløser det andet. Imellem numrene fortæller Jonas om tiden efter skilsmissen, om at måtte tale med en professionel om sin tilstand, om den næste erobring, efterfuldt af et nyt brud. Det er det virkelige liv denne musik handler om. Sangene spilles med indlevelse, der synges med hjertet og det er let at lade sig rive med, for har man nogle år på bagen (og det har størstedelen af vores publikum, kan jeg vist godt sige uden at fornærme nogen), så genkender man let flere af de smertefyldte fortællinger fra egne oplevelser.

Nu var det ikke sådan at vi alle sad og stortudede. Musikerne spiller medrivende og Jonas fortæller om sine oplevelser med en stor portion humor. Og humoren, den er i behold, trods alle smerterne.

Fargo afsluttede med nummeret No Light, der tidligere i år blev udgivet som støtteplade til hjemsendte soldater fra krigen i Afganistan.

Fargo var en dejlig nærværende oplevelse og hvis de mener at genren er country, må jeg bøje mig. Så kan jeg alligevel godt lide country.

- O -

Publikum udnytter sædvanligvis pausen til indkøb af øl, vand og kaffe, eller en CD med den eller de der netop har forladt scenen, eller en rygepause, som trods det at temperaturen efterhånden nærmer sig frysepunktet, må foregå udenfor.

De optrædende bruger pausen til at rydde scenen for deres instrumenter, for at gøre plads til næste optrædende. Ja, de der optræder i Club Klondyke, må ikke alene finde sig i den beskedne hyre vi har råd til at give, de må oveni købet selv må stå for det praktiske arbejde med at slæbe instrumenter, forstærkere osv., endda efter en hård tørn med at spille musik.

Efterhånden som Fargos instrumenter forsvinder, træder de instrumenter der skal benyttes af de næste musikere, tydeligere og tydeligere frem. Jeg ser at det ligner instrumenter, der ofte bliver benyttet til at spille jazz. Jeg har intet hørt om det andet sæt i aften, så min nysgerrighed er ved at ramme bristepunktet. Vi er to i bestyrelsen der udover glæden til mange andre genrer, også er glade for jazz. Jazz er jo et vidt begreb, men generelt tillader jazz jo en større udstrækning af frihed i melodifortolkning, end de fleste andre genrer. Den slags giver i hvert fald mig store oplevelser, især når jeg oplever det live. Vi to jazz elskere advokerer på alle bestyrelsesmøder for, at vi i hver sæson bør udfordre vores tålmodige trofaste publikum lidt, inden for denne genre også. Vores bønner er åbenbart blevet hørt.

Miriam Mandipira and her Danish Friends

Miriam Mandipira: Sang Kontrabas: Jens Holgersen Keyboard: Christian Søgaard Guitar: Morten Nordal Trommer: Anders Senderovitz Saxofon/Klarinet: Erik Sørensen

Næste solist bliver præsenteret som Miriam Mandipira fra Zimbabwe. Miriam er dansk gift og har boet i Danmark siden 2007. Ind på scenen træder en smuk mørk kvinde. Allerede inden hun selv præsenter sine musikere "The Danish Friends", mærker salen hendes enorme udstråling. Miriam, har jeg senere erfaret, taler perfekt dansk, men hun forklarer, at på scenen falder det mest naturligt for hende at tale engelsk. Hun fortæller kort om det første nummer som er et Etta James nummer: Only Time Can Tell. Vellyd fra bandet fylder lokalet. Man mærker straks at her er tale om kompetente musikere. Miriam åbner munden, begynder at synge og efter ganske kort tid ved publikum i salen, at den næste time til halvanden skal tilbringes med en musikalsk oplevelse på et højt professionelt niveau.

Miriam præsenterer sine numre og fortæller om sin musikalske baggrund, hvilken slags musik der rør hende og roser (med god grund), sine medbragte lydvirtuoser. Jo, det udtryk får vi begrundet ved flere lejligheder, for der gives bestemt også god plads til, at de enkelte musikere kan udfolde hver deres kvaliteter. Især guitarist, pianist og saxofonist var ofte i front, men heldigvis fik vi også bassisten og trommeslageren plads til soli.

Koncerten er meget varieret sat sammen med f.eks. førnævnte Etta James nummer, som vel nærmest er i godspel genren, over blues numre som Black Coffee, Cold Winter Day, After You’re gone, blandet med jazz i forskellige rytmer; This Can’t Be Love, Mean To Me, They Can’t Take That Away To Me, I’m In The Mood For Love (og hvem blev ikke det), Don’t Get Around No More, som vel nærmest blev præsenteret i Swing stil, Soul Seranade, et skønt Aretha Francklin nummer, samt Lizi, et valseagtigt nummer, på Svahili tror jeg.

Sangerinde og band havde givet alt hvad de havde i sig (og det siger ikke så lidt). Salen koger – vi vil have mere. Klokken er blevet mere end den plejer og der er tvivl om koncerten skal slutte. Men et endeløst bilfald fra et nu stående publikum afgjorte sagen. Vi tager lige én til og nok en lille kort én.

Emlangeny, det var hvad jeg fik titlen til. Et nummer sunget på Zulu. Titlen skulle betyde noget i retning af; I will meet you at the river. Tænk hvis vi i Danmark havde ord med så meget betydning, blot i et enkelt ord. Fantastisk at musikerne så let (ja, det ved jeg jo ikke om det er, men det lød sådan), kan skifte til de helt anderledes afrikanske rytmer. Imponerende hvordan guitaristen Morten, igennem hele koncerten får skudt de velspilende mellemspil ad sted. Hver gang jeg hører denne slags rytmer, bliver jeg helt glad i låget. Måske er det fordi vi alle af arten homo sapiens, skulle det nu være bevist, stammer fra Afrika. Jeg tænker på at så er Paul Simon jo nok også alligevel et almindeligt menneske.

Trommeslageren Anders har 5 minutter til parkeringen udenfor. Den bemærkning får mig tilbage til det virkelige liv. Jeg har jo ellers befundet mig i den syvende himmel. Jeg gnider mig i øjnene og kniber mig i armen. Jo, den er god nok. Det hele har ikke været en drøm, men den mest vidunderlige virkelighed. Endnu en Zulu sang, Sabovo eller noget i den retning, får mig langsomt tilbage til normal tilstand. Det er en rolig sang, adrenalinen finder tilbage til sine depoter og der kun endnu et øresønderrivende bifald tilbage inden det hele er slut.

Jeg tænker tilbage på aftenen som et af de Club Klondyke arrangementer, der gør sit til at vi der sidder i bestyrelsen stadig brænder for den gode idé og synes det er den bedste måde at tilbringe fritiden på.

Lars Kafton

 

13.12.2011

  • Husorkestret

    • Søren Skov, keyboard

    • Martin Stender, guitar

    • Thomas Fog, bas

    • Steen Larm Rasmussen, trommer

  • Solister

    • Katrine Rye skov

    • Niels HP

    • Niels Raa

    • Sofie Hermin

    • Susanne Ørum

    • Miriam Mandipira

    • Bobo Moreno

    • Henrik H. Lund

    • Stig Møller

    • Dodo Gad

    • Frank Lauridsen

Anmeldelse: Adam frost

 

Med legende lethed lagde de rammen om den nok fedeste oplevelse i min relativt korte Klondyke æra, der nu med sikkerhed forlænges med at snarligt medlemskab.

Sprechstallmeister Pedersen åbnede vanen tro, for lige at teste nyt joke materiale, samt tilvejebringe den fornødne julestemning, med en dejlig klassiker.

Og så kom hun, prinsessen på ærten (atten) en smuk, nervøs men viljeudstrålende pige med den klareste lille stemme der dog hurtigt skulle folde sig ud og fortælle præcis hvor stor den kunne blive.
Katrine Rye Skov, Du er en stjerne. Baby it cold outside kan ingen stå for. 
Halleluja for det og dig.

Bill Withers og Ray Charles har ikke levet forgæves. Niels HP vrider først en skøn julemelodi i form og har allerede her lagt niveauet for resten af aftenens solister. Tager derefter alle forældre i lokalet med ud hvor vi ikke kan bunde, nemlig til det grænseland på ca. 20 år hvor vi prøver at give slip på vores børn og stole på at det går dem godt.
Sofie Hermind og Susanne Ørum bakker godt op om HP.

Den fremmede mand i kulissen Niels Raa er vist lige kommet til at tage en kromatisk mundharpe med og det var sgu heldigt.
Kom snart igen.

Meriam Mandipira, WOW. Resten bliver ubetydelige tillægsord. WOW, Håber at støde på denne verdensklasse vokal i nær fremtid.  Vil ha mere.

Sofie Hermind, bare en pige fra opgangen der nu skulle ” smide sine penge hvor hendes mund var” ja på dansk falder de klassiske engelske floskler noget til jorden, men det gør til gengæld ikke Sofie. En fantastisk og autentisk performance, med bløde håndbevægelser og fraseringer der pænt følger med, smører hun mine smilehuller og øregange.

Så blev det rigtig Jul. En lækker rap production af Julemanden og selveste Henrik H. Lund i en og samme krop.
Jul Det Cool og det er du også.

Øl i Pausen, og det af den gode hjemmebryggede slags der dog alt for hurtigt slap op. Dette skal ikke sige noget om publikums drikkevaner, men blot at, til julebal i musikalsk slaraffenland SKAL der altså brygges igennem brygmester.
Tak for god øl.

Det gode øl skal selvfølgelig også skylles ned med noget og der havde man lige præcis den rigtige til jobbet.

Bobo Moreno. Med Michel Bublésk stemmeføring, bare bedre, med Dean Martinsk tilbagelænethed bare lækrere, Præsenteres en julesang ikke alle kender men nu elsker. Bliver den mand aldrig ældre? Rusten? Næææ tilsyneladende ikke.
Fedt at høre ham igen.

Susanne Ørum tager for første gang i Klondyke regi, solist rollen og smider to Egne kompositioner på julebordet.Mon ikke vi hører mere fra hende.

Lille Lækre Dodo. Hvor har du været. Og her står du pludselig.
Med begge hænder nede i Benny Andersens skuffe, transmogriffes Svante og springer ud som kvinde. Skægt og lækkert leveret, smilende og begavet. I Like.

Og lige som sidste tone fra Underskønne Dodo har lagt sig, og publikum har fået armene ned, dukker en af Østerbros egne helte op, en mand der aldrig gav op på, at glæde sig over de små ting i tilværelsen og med stor anerkendelse er nævnt i healende sammenhænge, af skrantende og Upcomming artister.
Stig Fucking Møller!!
Med lykkens Pamfil og ikke mindst ” sikke´n dejlig dag det er i dag” løfter han egenhændigt taget af bygningen for at gøre plads til afgangen af egoisme og sure miner og dermed plads til fællesskab og über JOY.
Hverken mere eller mindre Stig Møller end han har været, Bare ægte og uforfalsket optimisme sat på vers.
Tak for besøget Stig.

Og her holder ord op med at være nok, New Orleans show i Las Vegas format er en mild fortolkning af det Frank Lauridsen lukkede ballet med. Hold nu kæft hvor han sparker røv. En kæmpe stor sort mand fanget i en endnu større hvid mands krop.
Wilson Picket soul blandet med det bedste fra en regnvåd Burbon Street sat i Juleglas og ramme.
Frank Lauridsen har sunget det her i mange år og det er på ingen måde blevet værre.

Tak for en dejlig aften, og send mig så et girokort.


Adam Frost