Club Klondyke

... vi siger ikke hvem der spiller

2009

 

På vej

20.01.2009

  • Schwanzen Sänger knaben

 

  • Bolværket

Anmeldelse: Lasse Karlsson

Ja, så kom vi i gang med sæsonen 2009, hvor generalforsamlingen var hurtig overstået.
Vi startede med en rigtig god acapella sang med ”SCHWANZENS SÄNGER KNABEN”, hvilket var både meget humoristisk og flot.
Flot sang.
Lidt i stil med ”ørkenens sønner”.
De kan godt tåle at genses i Club Klondyke.

Efter pausen kom 4 unge mennesker der kalder sig ”Bolværket”.
Det var nogle Ivan havde fået anbefalet.
Jeg ved ikke af hvem og vil heller ikke vide det.
Jeg ved ikke om det er det ringeste, men det er noget der ligner.
Det med at de optrædende sidder og ræber sig på scenen er under lavmålet.
Guitaristen og ham der spillede på ”trækassen” kunne have klaret det bedre alene.
Bedre held næste gang med at lytte til gode råd, Ivan.
Med din kompetence burde du lytte først og finde ud af, hvor sådan en gruppe kommer fra.
De hørte ikke til i Club Klondyke!!!!

 

16.02.2009

  • Elton John Tribute

    • Jørgen Thorup

    • Søren Sebber Lassen

  • Afenginn
    • Rasmus Krøyer, klarinet
    • Niels skovsmand, violin
    • Kim Nyberg, mandolin, mandocello
    • Aske Jacobi, bas
    • Rune Kofoed, trommer percussion

Anmeldelse: Jørgen og Emma Nielsen

Igen en fantastisk hyggelig aften i Club Klondyke, vi er endnu aldrig blevet skuffet.

Efter Ivan’s hyggelige og morsomme velkomst til medlemmer og gæster, præsenterede han aftenens første indslag, som var Elton Jørgen og Elton Søren – alias: Jørgen Thorup og Søren Sebber Larsen, to festlige yderst veloplagte og super dygtige musikere, der underholdte publikum for fuld udblæsning, udelukkende med Elton John numre, krydret med morsomme historier og årstal, både om Elton John og hvorfor han netop skrev et bestemt nummer og tiltænkt en bestemt person eller begivenhed. Ekstra nummeret var ”Saturday” her sang Peter Busborg, Ivan og Ole Boskov  kor. Fantastisk hyggelig nydelse, en times underholdning.

Efter pausen præsenterede Ivan et helt anderledes og særdeles fantastisk orkester ”Afenginn” som var en blanding af alt muligt ”bastard, etno, frydefuld, galskab, drabeligt, saftig, nordisk, finsk, svensk, keltisk, samurai, betagende m.m.” ubeskriveligt fantastisk.

Orkestret spillede fire numre samt ét ekstra, alt dette varede dog ca. fem kvarter. Musikken var hovedsagelig skrevet af den barfodede mandolinspillende Kim Nyberg. Helt anderledes end alt andet vi har lyttet til i Klondyke. Stor oplevelse.

Super stemning alt det i mens publikum nød Classic øl fra Thy og som sædvanlig gik vi hjem med en første rangs oplevelse. Vi kan kun opfordre mange flere til at deltage i disse festlige aftener i Klondyke regi.

 

23.03.2009

  • Assi Roar

  • Jacob Reich

  • Troels Skovgaard

  •  

  • Mads Westfahl

  • Steen Svanholm

  • Anja Fønss Band
    • Alja Fønss
    • Skipper Flykjær
    • Paul Allen Nass
    • Nicolai Brandt
    • Jens Dam
    • Louise Ring Vangsgaard

Anmeldelse: Bjørn Holmegaard

Sikke en aften i Club’en – og det til trods for, at der måtte feberredning til p.g.a. et sidste øjebliks afbud.
Starten var formidabel:
Roar, Reich og Skovgaard – AKA Assi Roar, Jacob Reich og Troels Skovgaard lagde ud var kommet med på et afbud. Og nu ved jeg ikke, hvem de trådte i stedet for, men jeg er overbevist om, at det oprindelige navn ikke havde været bedre end erstatningen.
Orkesteret var egentlig ikke klar til at tage ud at spille, så der var noder med på scenen, og der var svipsere i ny og næ – både hvad angår harmonigange og formen.
Men det gjorde i grunden ikke det store, for fra første tone blev jeg blæst omkuld – ikke af lydtrykket, ikke af ”gang i den, og derudaf”, men af intensiteten og ikke mindst de vokale præstationer. De 3 stemmige arrangementer var en nydelse for øregangene – og hvor klæder deres stemmer bare hinanden godt.
De to guitarer kunne let være kommet til at overlabbe hinanden og lyde som en 12-strenget western-guitar. Men det skete ikke – tværtimod fandt musikerne hver deres rolle, supplerende hinanden perfekt.
Meget af materialet var af egen avl, hvor ikke mindst Troels Skovgaards åbningsnummer (husker ikke titlen) stod stærkt. Men klimaks var nok Tom Johnstons (Doobie Brothers): White Sun – sunget af Troels. Smukt, smukt, smukt!

Og så skal jeg vel rettelig også huske at nævne Troels’ fremragende guitarsoloer på sin western Gibson.
Efter denne åbning gled aftenen over i noget helt, helt andet: Musikalsk stand up, kan man vel kalde det ved ”Mads Westfahl og Steen Svanholm”.
De har tilsyneladende optrådt i club’en før, men det havde jeg ikke overværet. Og jeg må med det samme indrømme, at det slet ikke var mig. Jeg er ellers vild med humor – også gerne musikalsk humor som ”Roben og Knud” o.lign., men dette…..?? Nej! Materialet var ikke sjovt, og musikken var elementær. Det sidste er vel også ok, da det ikke er det, der bør have fokus i en sådan sammenhæng. Men at bygge størstedelen af showet på gammeldags ordspil à la Finn Nørbygaard er med nutidens stand up niveau  in mente – outdated. Der er brug for mere intelligent humor. Man blev helt hensat til ”Blue Boys” humor, som mellem versene i ”En skraldemand han ta’r skraldet” stopper op og fortæller vitser. Aaarrgh – vi er kommet videre end det. Må dog indrømme, at jeg grinede over afslutningsnummeret, hvor Elvis nummeret ”In the ghetto” blev oversat til ”Ned’ i Netto”.
Til sidst kom Anja Fønss og hendes band, bestående af Skipper Flytkjær, Paul Allen Nass, Nicolai Brandt, Jens Dam & Louise Ring Vangsgaard. Det var Århusianske musikere samlet fra alle mulige orkestre og sammenhæng. Stilen?? hmmm…? Ja Anja er jo Singer-songwriter, og vi var ovre i noget country, folk, jazz…… 3 stilarter, som ikke ligger mit hjerte specielt nært. Så jeg er nok ikke lige den rigtige til at anmelde dette indslag. Men….
Her var tale om helstøbte arrangementer, veludført af gode musikere. Anja har en flot stemme og kom godt ud over scenekanten med hjemmelavede kompositioner med et budskab fra egne oplevelser og følelser. Hendes udførelse og tone ligger et eller andet sted mellem Dolly Parton og Tamra Rosanes, og i de passager, hvor Skipper og Louise supplerer med flerstemmig sang, løftes musikken kolossalt.
Jeg savnede at se smerten og følelserne i Anjas øjne. Hun virkede som om fokus blev lagt på musikkens korrekte udførelse til trods for, at hun i sin præsentation af numrene gjorde os klart, hvor vigtig indholdet i sangene var, og hvor påtrængende det havde været for hende at komponere dem.
Runes styring af lyden var formidabel og var med til at gøre aftenen mindeværdig.
Lad os åbne mange andres øjne for de store oplevelser, vi får i vores dejlige klub.

 

21.04.2009

  • Søren Andersen, guitar med (på skift):

    • Lonnie Kjer, sang

    • Anders Bo, Lars Andreassen, guitar

    • Oliver Weers, sang

    • Anne Dorte Michelsen

    • Anders Petersen, trommer

    • Nikolaj Land, bas

    • Lars Andreassen, keyboard

    • Jens Rusted

    • Morten Høj

 

  •  

Anmeldelse: Jytte Poulsen

SØREN ANDERSEN, der i det daglige er Ivans guitarist i trioen, var denne aften blevet opfordret til at sammensætte et udvalg af de kunstnere, som han også arbejder sammen med. Blot for en god ordens skyld manglede  årets danske bidrag til MGP: BRINCK, som vist var noget ophængt i forbindelse med MGP, men det har vi til gode, håber vi....

Søren præsenterede først LONNIE KJER, som Søren har arbejdet sammen med i mange år. Helt tilbage til før Søren kunne barbere sig....
Lonnie har været gennem en forrygende udvikling fra danskerne første gang mødte hende, som MGP-deltager med John Hattings sang "Hallo Hallo".... Vi fik en smuk samling meget personlige sange fra Lonnies egen hånd fra det nyligt udsendte album "TÆT PÅ". Klik på Lonnies hjemmeside og læs de flotte anmeldelser. En meget dejlig oplevelse.
Sørens næste præsentation var OLIVER WEERS..... Og kan han synge????? Jeg har sjældent hørt heavy rock ledsaget af 2 akk. guitarer, men for pokker, hvor var det superfedt at blive blæst bagover af sådan en gang manpower! Glæd jer til Olivers første plade. Følg med på hans hjemmeside..
Søren har også ledsaget ANNE DORTE MICHELSEN på tur rundt i landet, og det er selvfølgelig noget af et scoop at få en så stor og anerkendt kunstner i Club Klondyke..... Men lad mig sige det med det samme - som det var: Jeg var ikke så vild med Anne Dorte før denne aften! MEN HUN BETOG MIG og hun forførte mig med sin spinkle stemme, der rummer så megen power af sødme og finurlighed.  Og sikke en udstråling og varme. Hun lagde mig ned Anne Dorte, det må jeg sige!!! At jeg jo som alle øvrige også kunne samtlige tekster siger dog også noget om hendes evne for sangskrivning, der bare helt uden at man opdager det, kravler ind i ørerne, .....
Min søn, der normalt hører og selv fremstiller electronica var ved at græde over de stille sange og min islandske svigerdatter sagde: Jeg forstår ikke dansk, men jeg forstod meningen og jeg græd faktisk et par gange" . Det kan vist ikke siges smukkere. GODT GÅET ANNE DORTE, DU FIK MIG, med hud og hår!!! Behøver jeg nævne, at samtlige gæster stod op??????
Jeg har et blødt punkt for JENS RUGSTED og da han var til stede denne aften stod jeg på tungen for at få ham til at spille Beatles "Black Bird". Det gjorde han ledsaget af Søren og så fik vi i tilgift en sang fra en af mine helt personlige favoritsangskrivere: James Taylor!!!
MORTEN  HØJ var kommet til at fortælle Ivan, at han også arbejder på et album, som Ivan efterfølgende tvang Morten til at levere et par uddrag fra. Dejligt, dejligt.
Ud over ANDERS PEDERSEN og NICOLAJ LAND, kender jeg desværre ikke navnene  på de øvrige musikere, men I var alle i allerhøjeste grad med til at gøre denne aften helt fantastisk. TUSIND TAK!!!!

 

25.05.2009

  • Jacob Eriksen med band

    • Tommy Nissen, bas

    • Peter Tøttrup, keyboard

    • Mathias Lacour

    • Mikkel Grue, Guitar

 

  • Sraphan Grabowsky og The Wodoo Gurus

    • Se anmeldelse

  • Rune Slot, lyd

Anmeldelse: Bertel Abildgaard

 

Det blev en forrygende aften i Club Klondyke. 
Det sjove er, at man ikke ved hvad skal udsættes for, så alle publikummer er mødt op med åbent sind og med en forventning om at blive overrasket. Den gjorde vi også denne varme maj aften. Er du på dette rette tidspunkt på det rette sted? Det skal jeg love for vi var den aften.
Ivan Pedersen er den perfekte konferencier sådan en aften- Han kan få nervøsitet og stivheden til at fordufte på et splitsekund, så alle føler sig godt tilpas.

Han introducerede denne aften med at der ville blive noget til eftertænksomheden, og vi ville ikke høre ting og sager der befandt sig under bæltestedet, men at vi kunne forvente gode sange af høj kvalitet fra 14 musikere. Da klokken var ca. 20.00 var Krudttønden fyldt op og den første kunstner gik på scenen. Jacob Eriksen er tidligere sanger i gruppen Shirtsville der havde en karriere med hits som Girls Deserves The Best. Jacob Eriksen er tilbage igen efter noget sygdom og en ventetid på fem år ,er han tilbage med et dansksproget album: Populær Mekanik. Med sig havde han et hold af fede gedigne danske musikere, trommer: Tommy Nissen, bas: Peter Tøttrup, keyboard: Mathias Lacour. Hold kæft hvor de svinger... og så fik hans guitarist Mikkel Grue lov til at fyre et par soloer af, hvortil Jakob konstaterede: "Det er noget publikum kan li". Ja, det var det! Som han sang: "dengang trommer var trommer, bas, var bas, klaver var klaver og dengang guitar var guitar. Så var banen kridtet op til langhåret solo af Mikkel Grue.

Det kan være svært for en kunstner at komme igennem med sange som publikum ikke kender så god, men vi var vilde med Jacobs gode sange med mundrette tekster og finurlige sprogblomster, 

Han og bandet måtte også trække ekstranumre op af hatten. Vi var i dejligt selskab med sange om Metro, Let øvede par, Engle og cyklist.

Så var turen kommet til Stephan Grabowski og hans indiskinspirerede musik. Hvis man har set Slumdogmillionare eller stiftede bekendtskab med Bollywood genren var kommet i det rigtige selskab. Stefan fortalte, at han og hans musikere havde været i Indien og haft den stor ære at indspille musikken til filmen. På en meget fornyende måde havde Grabowski formået at sætte danske rocksange sammen med indisk bollywood. Det blev et fedt mix udført sammen med et utrolig kompetent band, STEPHAN GRABOWSKI & The Voodoo Gurus der bestod af: Stephan Grabowski- vokal, gui, trommer, Anders Pedersen - trommer, Anders Nilou - gui, Jesper Van - Bas,Christian Kastbjerg - keys .................... De eneste kvindelige islæt denne aften, de vildt gode korsangere og punjabi vokal Anita Lerche og Lone Selmer der i øvrigt var klædt outfit. Da computeren på et tidspunkt gik ned, sagde Stephan " Vi er ikke bare syv musikere og har også syv indiske musikere der ude bagved", hvortil at min sidemand tørt bemærkede ,at det nok så måtte være det man kalder bag-indere!. 

Der var sange til Fogh, Bush, Sadam, og numre som, Gederne hvisker - en hemmelig magi, Min mojo rejser sig (der blev jeg et kort øjeblik usikker på hvad Ivan tidligere proklameret - "intet under bæltestedet" okay, måske handlede det bare om en indisk slangetæmmer) Bjerg flyt dig, Åben dine hænder, som er solistens radio-hit på P4.  Ivan bemærkede: Nu var Stefan endelig blevet gammel nok til at blive spillet på P4. Tillykke med det! Det var også et hit at lytte til.

Konferencieren rundede aftenen af med dette: Det har været aften med kvalitetsoutput fra fjorten danske musikere, og perfekt lyd styret ,af Rune Slot. Mere rigtig kunne det ikke siges. Der er en sjælden god lyd i Krudttønden. Som titlen på en af Grabowskis sange: "Født på rette tid". Sådan havde jeg det i går. Tænk at man for en sølle hundredemand en ganske kedelige mandag aften kan få en oplevelse man aldrig glemmer.

 

31.08.2009

  • Aura med band

  • Bel Esprit

 

  • Rune Slot, lyd

Anmeldelse: Anders Oehlenschlæger

Som førstegangsbesøgende og dermed med et åbent, spændt og jomfrueligt sind, ankom jeg til Krudttønden en klam og trist mandag aften for nu, efter mange forsøg, at få åbenbaret hemmeligheden bag Ivan’s lille private loge. Varmen var mere end intens i det stuvende fulde lokale, hvilket flere af musikerne i løbet af aftenen også bemærkede tørt ud mod publikum. Aktivitetsniveauet i Klondyke baren var også mærkbart højt da jeg ankom, idet man allerede var løbet tør på første anker af den ”lokale” humle. ”Smart af Ivan at skrue helt op for varmen,” tænkte jeg, ”så drikker publikum mere øl!” Den nordjyske kræmmersjæl fornægter sig ikke.

Ivan introducerede aftenen med at proklamere ”Ny musik”. Det var det vi skulle høre i aften. Ny musik. ”Spændende” tænkte jeg og tog et hurtigt kig udover publikum, hvoraf i hvert tilfælde størsteparten var ældre end jeg selv. (jeg er fra start 60’erne). ”Hvor modtageligt var mon dette publikum overfor ny musik?”

Første indslag på scenen var Aura med tilhørende band, personificeret i eksotiske Aura Dione, som indtil dette tidspunkt var mig totalt ukendt. Første indtryk var hmm… Singer/Songwriter tradition, Alanis Morissette, måske lidt Suzanne Vega, men stemmemæssigt tæt op ad Alanis Morissette. Lyrisk bevægede hun sig i grænselandet mellem den nøgne og underspillede smertelighed og den mere poppede, catchy og straightforward tekst. Det ville muligvis klæde hende at synge på dansk. Men en rodløs familiemæssig baggrund og en trang til at kopiere sine forbilleder, gør måske engelsk til et mere naturligt men også mere kommercielt sprog.

”Aha, er det hende!” tænkte jeg da jeg hørte ”Song for Sophie”. Radiohittet som gik hen og blev ugens uundgåelige på P3. Nogen helt stor sanger er hun ikke i mine ører, men hun fortolker sine sange med en indædt personlighed, måske nogen gange lidt for underspillet. Magien indfandt sig egentlig først på ekstranummeret ”Clean hands”, hvor hun blev akkompagneret af akustisk guitar alene. Generelt blev hun akkompagneret af nogle veloplagte musikere, hvor jeg gerne vil fremhæve sprællemanden Hans på trommer og Jonas Kragh på guitar og lapsteel, hvoraf sidstnævnte i flere momenter hævede niveauet op til ufattelig skønhed med tryllerier på ”stålet”.

Sikker håndhævelse af traditionen vil jeg sige, men nogen eksponent for ”ny musik” synes jeg egentlig ikke.

Aftenens andet musikalske indslag var en gruppe ved navn Bel Esprit fra Ivan’s baghave i Aalborg. 4 gennemmusikalske knægte der glødede af legelyst og underfundig humor. Jeg var henført til de gamle dage i ”øveren” hvor det mere gik op i grin og skumkager fordi ideerne og de musikalske krumspring simpelthen var for komiske og grænsende til det geniale. Første nummer en Beatles pastiche hvor kor harmonierne mest mindede mig om de tidlige år i Liverpool. ”Den bliver hård at komme igennem!” tænkte jeg, hvis det fortsætter med Beatles kloningen. Ikke at jeg på nogen måde betragter Liverpool-drengene som uinteressante og ikke genreskabende, men ”ny musik” er det i hvert tilfælde ikke. Den musikalske legestue fortsatte imidlertid og vi blev udsat for komplicerede kompositoriske rytmeskift og breaks specielt i nummeret ”Buffalo”, som måske var aftenens mest bæredygtige og kunstnerisk kreative komposition. Lucas på leadguitar serverede det ene stilsikre riff efter det andet med en legende lethed og jeg måtte helt overgive mig da ensemblet spillede nummeret ”Humpy”, en Aalborgensisk tribute til de gamle disko-daskere fra 70’erne. Fuldkommen umulig at danse til. Topklasse underholdning. De her knægte ville fortælle historier hele tiden og intet er tilsyneladende helligt i deres univers.

”Har vi mon en ny eksportartikel?” spurgte Ivan efter Aura havde forladt scenen. Hun er der allerede, så mon ikke de ord skulle have lydt efter Bel Esprit havde forkælet os med deres ekstranummer? De her knægte er en usleben diamant. Super!

Der er håb endnu for dansk musik.

 

22.09.2009

  • Lens Lysdal med trio

  • Anette Bjergfeldt med band

 

  • Rune Slot, lyd
  • Anette Tinghus, foto

Anmeldelse, Lars Krarup

September arrangementet i Klondyke var vellykket med velvalgte gæster : Jens Lysdal trio og Annette Bjergfeldt med band, der kunne have været presset flere gæster ind, men stemningen var fin og vi der var mødt op fik en dejlig oplevelse.

Min skønne ledsager og jeg ankom i perfekt tid - vi gik direkte til baren og fik to og klubbens egen bryg og kunne sætte os til rette på første parket, nemlig ved første bord foran forsangeren, og umiddelbart efter begyndte første ensemble at spille – skøn ankomst.

Jens Lysdal, akkompagneret af Bjarke Falgren og Thomas Vang startede aftenen, de spillede dejligt og afslappet også selv om de lagde ud med et nyt nummer for at skærpe deres egen opmærksomhed – og vores . Materialet var en blanding af Jens’es eget materiale og  Cornelis Wresvik  - Flickan från Havanna i en dejlig udgave. Der blev musiceret på et højt niveau igennem hele aftenen, med et par skønne instrumental numre ind i mellem. Tydeligvis nød musikerne at spille med hinanden og det smittede af på publikum, som også lærte en ny dansk sang (Har vi mistet vores forstand I dette lille land Vi marcherer efter falske skingre toner Og synes at baglæns er den rette vej) og vi sang med af karsken bælg. Jens proklamerede at de spiller niche-musik og ikke nisse-musik, hvilket fik Thomas Vang til at forslå at rubricere materialet som Nietzsche-musik J– det kan godt være at dette er niche-musik til en smal skare, men hvor er det dog ærgerligt at der ikke er mere fokus på dejlig vedkommende musik, som den vi hørte i aftes.

Annette Bjergfeldt gik på efter en kort pause, hun havde sit dejlige orkester, bestående af 3 piger og 3 drenge med – Soma Allpass, cello og kor– Ann Falden, keys, perc og kor – Henrik Askou, trommer – Thomas Maintz, guitar og kor – Flemming Lund , bas . Jeg kan rigtig godt lide Annettes sangunivers med dejlige melodier og tankevækkende og sjove ordbilleder. De kom godt og hurtigt i gang efter en kort pause med et velforberedt sceneskift. Det virkede som en svær opgave at skulle følge efter Jens Lysdals vellykkede sæt, men efter at bandet havde spillet første nummer, var vi forført til Annettes univers. Orkesteret spillede og sang godt og vi fik en blanding af Annettes engelske og danske sange med sjove og vedkommende oplæg til sangene. Desværre var jeg forhindret i at høre hele sættet, da der skulle passes børn. Umiddelbart stak  ”Jeg er ikke Buddhist… jeg er Svane” ud i et vellykket arrangement og vi kunne glæde os med Annette over at det endte med en Lilly-model, som i før omtalte sang (hun er blevet gift og proklamerede det stolt).

Aftenen var kædet fint sammen af ”den kære leder” , som Lysdal drillende kalder I. Pedersen og lyden var som sædvanligt strålende i Rune Sloths hænder…. og ører velsagtens, sidst men ikke mindst var der en god stemning i kraft af Jyttes, Henriettes, Johns, Evas, Karins og Pers filantropiske arbejde i dør og bar – søde mennesker.

 

 

20.10.2009

  • Kenneth Thordal

  • Ivan Pedersen med trio

  • Rune Slot, lyd
  • Anette Tinghus, foto

Anmeldelse: Jytte Poulsen

Nu plejer formanden jo ved hvert arrangement at udpege en anmelder, men denne aften blev dette forsømt, måske fordi formanden selv var en del af de musikalske indslag.... Det skal nu ikke afholde undertegnede for at komme med et par kommentarer.
Og lad mig blot hoppe lige ud i det! Jeg er helt vild med Kenneth Thordal, sådan er det bare.
Hans hårstil er uovertruffen - hans dresscode det samme - og hans krøllede hjerne har heldigvis ikke rettet sig ud på det seneste - hans musikalske univers er ikke helt almindeligt, ligesom hans omgang med klaver, guitar og mundharmonika ikke er gængs - og hans tekster er syge, på den fede måde!

Kenneth kan ikke beskrives, han skal opleves. Gå ind på hjemmesiden og få en oplevelse...

Formanden som sådan er jo ikke et nyt bekendtskab for vores lille musikforening, men det er længe siden Ivan har foldet sig ud med sit eget og med trioen, og hvilken Trio.
Annika Askmann der håndterer tangenterne har en stemme som en engel, og den blev foldet ud på fineste vis. Jon Grundtvig gik til den på papkasse af den dyre slags og vi fik endda en trommesolo. Søren Andersen er en djævel på spaden og jeg skal da lige love for at han trængte til lidt lyrisk ovenpå en heavyrock-turné. Pedersen er der egentlig ikke så meget at sige om, andet end at det da er utroligt at hans stemmebånd snart er 60 år.

En dejlig aften i Klondyke.

 

16.11.2009

  • Henrik Strube og Gravers Graversen

  • Trio Mio

    • Kristine Heebøll, vokal, violin

    • Nikolaj Busk, klaver, harmonika, harmonium

    • Jens Ulvsand, bouzouki, guitar, vokal

  • Rune Slot, lyd
  • Anette tinghus, foto

Anmeldelse: Anette Tinghus

Aftenens musikalske indslag spændte fra pop/”stand up” til folkemusik for at slutte med lidt jam fra en gæst godt hjulpet af musikere fra Trio Mio.

Første indslag var Henrik Strube og Gravers Graversen der gav den lidt med musik samt monologer, der synes at holde fast i publikum med deres metaforiske fortællinger godt hjulpet af mimikken, og den melankolske undertone.
Den afsluttende melodi en kendt slager ”Hold om mig” som mange kunne synge/nynne med på.

Herefter stod det i folkemusikkens tegn med Nikolaj Busk, Christine samt Jens der med deres instrumenter lod dem ”tale” med hinanden.
Historier i musikken der vekslede i tempo. Gammel musiktradition der her blev hevet frem og blev klædt på.
De legede med instrumenterne som om det var det letteste i verden. De osede af glæde og gav det instrumentale en ekstra tand med bevægelser der satte trumf på.
Fin timing hele vejen igennem. Flotte kompositioner af Nikolaj og Christine.

Sidste indslag kom fra svenske Thomas Carlstrøm som med hjælp fra Nikolaj og Jens gav numrene ”call me the breeze” af J.J. Cale samt ”Since I meet you baby” af Solomon Burke.
Dejligt med lidt jam og ikke planlagte indslag.

 

15.12.2009 Jule- og sæsonafslutning

  • Fistful of $

    • Torsten Lefmann

    • Ole Boskov

    • Niels Poulsen

    • Carsten Marsin

    • Rune Holberg

    • Ole Bendix

  • Solister

    • Christina Birksø

    • Claus Christianen

    • Kennet Lauridsen og Silje Holtan

    • Ivan Pedersen

    • Birthe Kjær

  • Rune Slot, lyd
  • Anette Tinghus, foto
  •  

Anmeldelse: Allan Mortensen

Et forgæves forsøg på en urimelig anmeldelse .

Endelig . Langt om længe skete det .
Tænk , jeg fik mulighed for at anmelde en koncert .
Sikken chance at få !  Tirsdag d. 15/12 træder jeg lige ind ad døren til ”Club Klondike” i Krudttønden . På scenen står en konferencier – Iman  , hed han vist – Iman Pedersen . Han ser mig og siger : Der kommer Allan Mortensen .Vil du være aftenens anmelder? Yesss , svarer jeg . Selvfølgelig vil jeg det .
Endelig kan jeg få lov til at være urimelig og indebrændt . Og som visse andre anmeldere vil jeg selvfølgelig undlade at forholde mig til det jeg hører og ser .
Jeg vil være fuldstændig upåvirket af kunstnernes faktiske intentioner , men holde det de laver op imod hvad jeg havde foretrukket at se og høre i stedet for . Kritisere dem  for ikke at lave nogle helt andre sange - på en helt anden måde - i det hele taget ”hvorfor er de ikke nogle helt andre kunstnere ?
”Men hvad sker der ?  På trods af at jeg lever mig ind i rollen som anmelder og derfor står stiv og kropshæmmet og forsøger at tale som havde jeg lokalbedøvet overlæbe og kæbespænding – så griber jeg til min beklagelse mig selv i at stå og vippe med foden !
Meget mod min vilje står jeg inden længe og danser for mig selv og smiler over hele hovedet.
Temaet i første afdeling er Beatles-sange og solisterne leverer en række fornemme fortolkninger af vores fælles arvegods . Bandet som backer alle up på smukkeste vis er både tight og tjekket , og da Busborg sætter i med ”Across the Universe” går alt op i en højere enhed og det risler frydefuldt ned af ryggen .
Efter pausen tager holdet fat på Elvis´s repertoire . Skønt hverken Elvis – eller Beatlessange har meget med jul at gøre , så er der altså koldt udenfor mens der herinde har bredt sig en skøn og varm stemning og publikum sidder med julelys i øjnene . Tamras ”All shook up” får stemningen helt op på kogepunktet og da Birthe - altså Kjær , slutter af med ”Can´t help falling in love with you”  har vi alle jul i vore hjerter . Alle sangerne kommer på scenen og vi , publikum , vil ikke slippe dem .
På TV ser man hovedsagligt vore kunstnere improvisere sig frem i gættelege hvor det er værten der har hovedrollen . Men tør man bevæge sig ud i det virkelige liv og gå i Club Klondyke så vil man opleve levende musikere og sangere på hjemmebane , folk som kan give os en stor oplevelse der rammer både krop og sjæl . Tak for det .

At jeg så desværre ikke fik lejlighed til at skrive en sur og negativ anmeldelse er der så ikke noget at gøre ved .
Øv !