17. NOVEMBER 2008
 


JAN SVARRE
BASIC BIG BAND &
SOLISTER:
 OLE BOSKOV, TORSTEN LEFMANN, MICHAEL CARØE & IVAN PEDERSEN


ANMELDELSE: John Overgaard, Stifter og formand for Lystrup Musikforening fra 2001 – 2007

"Alt er udsolgt i Lystrup Musikforening”, proklamerede formand Ivan Pedersen, da han introducerede undertegnede som aftenens anmelder.
”Alt udsolgt” – var der også hos mig, da jeg forlod Club Klondyke og Krudttønden efter 3½ timers forrygende og hæs-”blæsende” musikoplevelse. Det er sgu hårdt at være debuterende gæst og anmelder på en gang hos Club Klondyke. Men jeg… nød det.
Bestyrelsen i Club Klondyke, har skabt et unikt musikkoncept, hvor musikerne har en trang, men levende og inspirerende legeplads. Og publikum er ligesom forældreparret, der sidder på en bænk og nyder ”børnenes” leg. - Og så rummet… den gamle stald på Svanemøllens Kaserne.
Fordums vrinsken og prutten fra forsvarets fuldblodskavaleri, er erstattet af musikalsk vellyd af sang og trutten.
Aftenens første oplevelse var komikeren, Jan Svarrer fra Århus. En intertainer der med sin blændende mimik, skæve indfald og overraskende pointer fik latteren til at runge blandt publikum i Krudttøndens otte hestebåse. Hertil kan Jan Svarrer, bevæbnet med sin guitar levere finurlige sange om ”den jazzende giraf” og en ”snudebille-blues”. Et meget forfriskende bekendtskab fra Århus.
Basic Big Band overtog herefter de 19 tomme stole på scenen. Med bandets dirigent, Claus Bjerregaard i forgrunden, gav Basic Big Band mange sublime prøver på, hvordan et nyt Big Band efter mange timers øvning kan blive til. De 19 musikere i alderen 17 – 65 år afsluttede deres 1. set med en bragende flot udgave af Stevie Wonders, ”Sir Duke”.
Basic Big Band var helt klar til andet set, hvor Ivan P. skulle være solist. Helt klar var Ivan dog ikke helt. Det var noget med nogle jazz-takter der ”udeblev eller var for mange af” – ifølge Ivan.
Den atypiske start fik Ivan hurtigt rettet op på gav en dejlig version af ”Smoke gets in your eyes”.
Basic Big Band fik aftenen igennem den ene gæstesolist efter den anden.
For Ole Boskov gik en gammel drøm om at synge sammen med et rigtigt Big Band i opfyldelse. Og det gjorde han rigtig godt med nummeret ”That’s life”.
Herefter præsenterede Ivan Pedersen næste solist, The Voice himself, Michael Carøe. Et dejligt gensyn med en vidunderlig sangstemme, der var kommet i det bedste musikalske rum hos Basic Big Band. De kom i en lind strøm, - Lets fly away – Once in my life – Can’t take that away from me og I got you under my skin, hvor Carøe sang duet med Torsten Lefmann, a la Bono og Frank Sinatra.
Torsten Lefmann og hans flotte sangstemme, fik også lov til at slutte aftenen af på scenen sammen med Basic Big Band, Ivan P. og Michael Carøe.

En velforsynet anmelder kunne køre til Jylland med en stor oplevelse rigere i bagagen.